Vesttyskland

Vesttyskland og Vestberlin

Vesttyskland var i perioden 1949-1990 den uofficielle betegnelse for Forbundsrepublikken Tyskland (BRD), hvori de hidtidige østtyske delstater 3. oktober 1990 blev indlemmet. Denne artikel omhandler mest Vesttysklands historie, da andre forhold må anses at være dækket ind i hovedartiklen om Tyskland.

Forbundsrepublikken Tyskland blev stiftet 23. maj 1949 med et territorium, der omfattede de amerikanske, britiske og franske besættelseszoner.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Historie

[redigér] Allieret besættelse af det senere Vesttyskland 1945-1949

Ved Jaltakonferencen i februar 1945 var de tre største allierede nationer, Sovjetunionen, Storbritannien og USA blevet enige om delingen af Tyskland efter krigen. Det lykkedes USA og Storbritanien at få forhandlet Frankrig med som den fjerde besættelsesmagt. Umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning i august 1945 enedes man om en række fælles mål for styringen af de fire besættelseszoner. Disse indebar blandt andet ansatsen til en demokratisk udvikling. Det stod hurtigt klart, at Sovjetunionen ikke fortolkede potsdamtraktatens ordlyd på samme måde som de tre vestlige demokratiske lande. Den stigende antagonisme mellem USA og Sovjetunionen gjorde sig efterhånden også gældende i aftalerne omkring Tyskland. Uenigheden om Tysklands fremtid startede med en mislykket konference i London i 1947, og det hele kulminerede den 20. juni 1948, da de franske, britiske og amerikanske besættelseszoner gennemførte en nødvendig møntveksling for at få den tyske økonomi i gang. Sovjetunionen nægtede at gennemføre dette og forbød den nye møntenhed i deres zone. Fire dage senere blokerede Sovjetunionen for al trafik til Vestberlin, som på trods af dets placering midt i den sovjetiske zone var under allieret kontrol. Perioden blev kendt som Blokaden af Berlin, og den markerede et foreløbigt lavpunkt mellem besættelsesmagterne. Det var nu en realitet, at Tyskland ikke ville kunne forenes, så længe stormagterne ikke kunne enes om vilkårerne for en samling.

[redigér] Vesttysk statsdannelse

Den begyndende erkendelse af, at man ikke kunne samarbejde med Sovjetunionen kombineret med et ønske fra især Storbritanien om at blive fritaget for den enorme økonomiske byrde det var at holde Vesttyskland besat fik i marts 1948 Tysklands fire vestlige nabolande samt Storbrittanien og USA til at indgå en aftale om en vesttysk statsdannelse. Også kendt som seksmagts-konferencen. Den 1. september 1948 mødtes så 65 delegerede fra de tre vesttyske besættelseszoner for at udfærdige en forfatning for den vestlige del af Tyskland. De vest-allierede havde med de såkaldte Frankfurter-dokumenter sat visse rammer for denne forfatning og den nye statsdannelse.

Grundlaget for en vesttysk statsdannelse skulle ifølge de allierede besættelsesmagter være:

Demokratisk forfatning med en føderal stat
Forfatningen skulle til afstemning i hver vesttysk delstat efter simpel flertal-princip. Hvis 2/3 af de vesttyske delstater havde stemt ja, var den godkendt.
Forfatningsændringer skulle godkendes af besættelseszonernes tre militærguvernører.
Udenrigspolitik, industri og besættelsesstyrkernes rettigheder skulle stadig væk styres af besættelseszonernes tre militærguvernører.

Den 12. maj var arbejdet med forfatningen færdigt, og den blev godkendt af de tre militærguvernører for hhv. den franske, britiske og amerikanske besættelseszone. Man havde i mellemtiden besluttet sig for Bonn som hovedstad, i skarp konkurrence med Kassel og Stuttgart. Efterfølgende røg forfatningen til afstemning i de vesttyske forbundslande, hvor kun Bayern stemte imod. Bayern havde dog accepteret, at hvis de som de eneste stemte imod, ville de alligevel tiltræde forfatningen. Den 24. maj 1949 trådte forfatningen i kraft, og forbundsrepublikken Tyskland var en realitet.

[redigér] Adenauers æra

Det første valg til den lovgivende nationalforsamling i hovedstaden Bonn fandt sted den 14. august 1949 og gjorde det kristent-konservative CDU/CSU til det største parti, tæt efterfulgt af socialdemokraterne, SPD. Den 12. september blev Theodor Heuss fra FDP ved en Bundesversammlung valgt til den første præsident for den nye republik, en post som mest var af formel betydning. Den 15. september blev Konrad Adenauer fra CDU valgt til den første forbundskansler, posten som landets de facto leder. Adenauers politik som kansler var præget af et ønske om at skabe stabilitet og ro for den nye republik. Ønsket om at forene DDR med Vesttyskland trådte i baggrunden til fordel for en integration med vesten og en forsoning med tidligere fjender. Det gjaldt for Adenauer om at skabe tillid til Vesttyskland i verden, så man efterhånden kunne genvinde autonomi i det stadigvæk besatte land. Denne politik blev kritiseret skarps af oppositionen, da man frygtede, at en yderligere integration i vesten ville føre til større afstand til østen og Sovjetunionen, og dermed mindske muligheden for en genforening af Tyskland. Adenauer ville med sin Hallstein-doktrin gøre Vesttyskland til den eneste legitime tyske stat, og man afbrød derfor diplomatiske forbindelser med alle lande, der anerkendte det socialistiske DDR. i 1955 besøgte Adenauer dog DDR´s protektor, Sovjetunionen, og optog diplomatiske forbindelser med landet. Det lykkedes ved denne lejlighed Adenauer at skaffe de omkring 10.000 tilbageværende tyske krigsfanger hjem.

Rhin-tyskeren Konrad Adenauer kørte en meget fransk-venlig kurs. Det var blandt andet denne linje der førte til oprettelsen af den vesteuropæiske Kul- og Stålunion i 1951. I 1952 blev man enige med det nyoprettede Israel om en godtgørelse til ofrene for Holocaust, og blev indledningen til accepten af Vesttyskland i det internationale statsforbund. Denne accept førte til, at de vestlige magter accepterede en genbevæbning af de tyskere, der 10 år forinden havde bragt krig over det meste af Europa. Den tyske hær blev i 1955 genoprettet og Vesttyskland blev optaget i NATO ved samme lejlighed. Fra nu af var Vesttyskland en af de vigtigste stater i den nordatlantiske forsvarsalliance.

I 1957 blev det førhen af Frankrig besatte Saarland en del af Vesttyskland efter en folkeafstemning.

På grund af Adenauers mange udenrigspolitiske succeser og på grund af den stabilitet og store fremgang der var blevet skabt i republikken de sidste otte år, kunne CDU ved forbundsvalget i 1957 notere sig en valgsejr så stor, at den gav dem majoritet i parlamentet. Fremgangen skyldtes bl. a. finansminister Ludwig Erhards dygtige evner, der ikke var uden betydning i forbindelse med det vesttyske økonomiske efterkrigsopsving, Wirtschaftswunder.

Efter at stadig flere østtyskere forlod den socialistiske stat DDR, besluttede man i 1961 fra østtysk side at bygge Berlinmuren. Der var nu vandtætte skotter imellem de to tyske stater.

[redigér] Kort intermezzo og kursveksel overfor østblokken

Efter Adenauers afgang i 1963 var det den førhen så succesfulde finansminister Ludwig Erhard der tog over. I tre knap så vellykkede år forsøgte han fra 1963-1966 at videreføre Adenauers hårde udenrigspolitiske linje overfor østblokken.

I 1966 trådte Ludwig Erhard efter længere tids problemer af, og overlod posten til sin partikollega Kurt Georg Kiesinger der for første gang i forbundsrepublikkens historie kunne præsentere en såkaldt "stor koalition", bestående af de to største tyske partier, CDU og SPD. De næste tre år bragte nogen fremgang for tysk økonomi, og en ny mere forsonlig linje overfor østblokken begyndte at give resultater.

I 1969 blev SPD for første gang i stand til at sætte sig på forbundskanslerposten. Under Willy Brandt iværksatte man den såkaldte Østpolitik, der bestræbte sig på at normalisere forholdet til østblokken, herunder især DDR. Under parolen "to tyske stater, en tysk nation", forsøgte man at opnå så normale forbindelser til den socialistiske stat som muligt.

[redigér] Økonomi

Efter valutareformen 1948, hvor rationeringsmærker blev ophævet og D-marken indført, indledtes et kraftigt økonomisk opsving i Vesttyskland. Perioden 1948-1957 går også under navnet Wirtschaftswunder. I denne tid var vækstraten på omkring 7 procent om året, der var nærmest ingen arbejdsløshed. De enorme vækstrater stagnerede noget i løbet af 60´erne, men økonomien havde på dette tidspunkt etableret sig som en af de største i verden. Selv i de kriseramte 70´ere formåede den vesttyske økonomi at opretholde sin styrke, på trods af stigende arbejdsløshed og underskud, og i denne periode firdoblede D-marken sin værdi i forhold til dollaren, samtidig med at den vesttyske eksport voksede med 150 procent. Især indenfor bil- og elektronikindustri blev Vesttyskland dominerende på verdensmarkedet.

[redigér] Vesttyske delstater

Vesttyskland var en føderation af følgende delstater. Disse delstater blev hovedsageligt dannet umiddelbart efter 2. verdenskrig af de franske, britiske og amerikanske besættelsesstyrker. Der blev i dannelsen af dem taget forskelligt hensyn til historiske forhold. Eksempelvis var Baden-Württemberg indtil 1952 opdelt i de gamle kongeriger Baden og to dele af Württemberg, men andre delstater blev oprettet ud fra besættelsesstyrkernes ønsker. Den forholdsvis lille by Bremen blev oprettet som uafhængig delstat udelukkende fordi den var amerikansk besat enklave i en større britisk besat zone (Niedersachsen). Statsforvaltningen var decentraliseret: Forbundsdagen mødtes i Bonn, Forfatningsdomstolen (Bundesverfassungsgericht) fandtes i Karlsruhe og centralbanken (Bundesbank) fandtes i Frankfurt am Main.