London

London
{{{mindrebillede1type}}}	{{{mindrebillede2type}}}
[[Billede:{{{mindrebillede1}}}|115px|center]]	[[Billede:{{{mindrebillede2}}}|115px|center]]
Solnedgang over Themsen mod Tower Bridge.
Overblik
Land:	Storbritannien
Motto:	{{{motto}}}
Borgmester:	Boris Johnson
Del af Storbritannien:	England
Region:	Greater London
Distrikter:	Indre by og 32 bydele
Grundlagt:	af romerne omkring år 47
Postnummer:	{{{postnr}}}
Demografi
City of London:	9.200 (2005)
- Areal:	2,6 km²
- Befolkningstæthed:	3.172 pr. km²
Greater London:	ca. 8.500.000 (2005)
- Areal:	1.579 km²
- Befolkningstæthed:	4.761 pr. km²
Metroregion:	12-14 millioner
- Areal:	{{{indbyg3areal}}} km²
- Befolkningstæthed:	{{{indbyg3tæthed}}} pr. km²
Tidszone:	GMT 0
Højde OHO:	24 m.
Hjemmeside:	www.london.gov.uk
Oversigtskort
London Londons beliggenhed i Storbritannien 51°30′N, 0°-06′E

Koordinater: 51° 30′ N, 0° -06′ Ø

London er hovedstaden og den største metropolregion i England og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Som byens kerne beholder City of London stadig omtrent sine middelalderlige grænser; men siden senest 1800-tallet har navnet "London" også refereret til hele den metropolis, der har udviklet sig omkring selve byen.^[1] I dag udgør størstedelen af denne konurbation Londons region^[2] og Greater London,^[3] med sin egen valgte borgmester og byråd.^[4]

Som en vigtig bosættelse i mere end to årtusinder går Londons historie tilbage til sin grundlæggelse af romerne. Siden grundlæggelsen har London været center for mange vigtige bevægelser og fænomener gennem historien, såsom den engelske renæssance, den industrielle revolution og nygotiske-arkitektur. I lyset af dette er byen blevet en af de mest populære turistdestinationer i verden, og byen tiltrækker stadigt flere mennesker på grund af sin økonomiske vækst.^[5] London har tre verdensarvssteder; disse er Palace of Westminster, Tower of London og den historiske bosættelse Greenwich. Byen er en af verdens ledende kommercielle, finansmæssige og kulturelle centre,^[6] og dens indflydelse på politik, uddannelse, underholdning, massemedier, mode og kunst bidrager alle til dens status som en vigtig verdensby.^[7]

London har en officiel befolkning på 7.512.400 pr. midt-2006 inden for grænserne af Greater London^[8] og er en af de største byer i EU, målt på befolkning. Metropolregionen estimeres til at have en befolkning på mellem 12 og 14 millioner.^[9][10]London har en varieret befolkning målt på både folkeslag, kulturer og religioner, og over 300 forskellige sprog tales inde for byens grænser.^[11] Byen er desuden en international transporthub med sine fem større lufthavne i området, samt en stor havn. Byen er den største luftfarts-hub i verden,^[12] og Heathrow Lufthavn har flere passagerer end nogen anden lufthavn i verden.^[13]

[redigér] Definition

Definitions billede af London med City of London, centrale London, Greater London og motorvej M25.

Med London mener man normalt området kendt som Greater London, som både er et grevskab og en region. Midt inde i dette område finder man City of London, som er sit eget grevskab, lokalt kendt som the City eller the Square Mile. Det urbane område voksede kraftigt i klunketiden og igen i mellemkrigstiden. I 1940'erne førte først 2. verdenskrig, og derefter lovgivning omkring det grønne bælte, til at væksten ophørte.

Der findes mange mulige definitioner på området London, for eksempel postdistriktet, politidistriktet (Metropolitan Police District), området som har London-retningsnummer og Londons pendlerbælte. Disse har sjældent været overlappende. Omkring 40 % af Greater London dækkes af Londons postområder^[14]. Området med London-retningsnummer dækker et omtrent lige stort område som Greater London, men grænserne afviger noget. En definition som er blevet taget i brug i mange sammenhænge er området indenfor ringvejen M25, og grænsen for Greater London er nogle steder blevet flyttet for at tilpasse den til vejen.

Byens nominelle centrum er ved Charing Cross, lige ved Trafalgar Square, på omkring 51°30′29″N, 00°07′29″W.

[redigér] Status

Parlamentsbygningen Palace of Westminster. London er Storbritanniens hovedstad ud fra gammel sædvane.

Hele det urbane område kaldes ofte for en city ud fra en geografisk definition. Administrativt og formelt er dette ikke korrekt; Greater London er en region som blandt andet omfatter to cities, City of London og City of Westminster, flere towns (byer af lavere status), og andre områder.

Londons status som Storbritanniens hovedstad er aldrig formelt blevet tildelt eller godkendt skriftlig, men tilhører den uskrevne, sædvanebestemte del af Storbritanniens konstitution. Dette fulgte af, at monarken flyttede fra den tidligere hovedstad Winchester til London; i middelalderen var hovedstaden gerne defineret som den by monarken boede i.

[redigér] Historie

Uddybende artikel: Londons historie.

Med Tower of London sikrede Vilhelm Erobreren sig kontrol over byen
Foto: Adrian Pingstone

Den forrige London Bridge (billede fra 1890) blev demonteret og sendt til USA, hvor den blev genopbygget i Lake Havasu City i Arizona i 1971

Da romerne kom til de britiske øer var det som skulle udvikle sig til London en lille landsby i trinovanternes område. Byen regnes gerne som grundlagt af romerne, ca. år 50 e.Kr., da under navnet Londinium. I 61 blev byen brændt ned af icenerne, men den blev hurtigt genopbygget. Den ældste del af byen lå nord for Themsen, særligt i dagens City of London. Byen blev tidligt i det 2. århundrede hovedstad for provinsen Britannien.

Fra 800-tallet og de næste århundreder blev byen gentagne gange hærget af danske og norske vikinger. I 846-848 var London under vikingernes kontrol. Den sidste invasion fandt sted i 1066, da Vilhelm Erobreren vandt slaget ved Hastings og overtog magten.

I 1078 blev Tower of London påbegyndt. I 1100-tallet blev Westminster sæde for regeringen og senere for parlamentet. Tower of London er Englands bedst bevarede middelalderfæstning. Den mest centrale del af fæstningen, The White Tower, stod færdig i 1097. The White Tower har op gennem årene været kongebolig, fængsel, våbenlager og opbevaringssted for kronjuvelerne.

I 1665 blev byen ramt af pest og 70.00 mennesker døde. Året efter ramte den store bybrand London og kun en femtedel af byen stod tilbage efter at over 13.000 huse og 84 kirker var brændt ned.

I slutningen af 1800-tallet var London verdens største by, som center for Det Britiske Imperium var den verdens ledende handels-, industri-, finans- og havneby.

Gennem det 19. og den tidlige halvdel af det 20. århundrede havde londonerne anvendt kul til opvarmning af deres boliger, hvilket afgav megen røg. Kombineret med klimatiske forhold forårsagede dette ofte en karakteristisk smog, og London var blevet kendt for sin typiske "London-tåge", også kendt som "ærtesuppen". Af den grund blev London nogle gange kaldt "The Smoke" (Røgen). I 1952 kulminerede problemerne i, hvad der blev kaldt den store smogkatastrofe, der varede i fem dage og dræbte over 4.000 mennesker. Af den grund blev "ren luft-loven" (Clean Air Act) vedtaget, med et krav om at der blev oprettet røgfrie områder, hvor udelukkende "røgfrit" brændsel blev anvendt (på den tid brugte de fleste husholdninger åben ild); loven var effektiv, om end øgenavnet The Smoke stadig anvendes sarkastisk om byen.

Under 2. verdenskrig blev London hårdt ramt af bombning. Store områder blev lagt i grus; både industri, offentlige bygninger og boligområder blev ramt under Blitzen, da London og andre britiske byer blev bombet 57 nætter i træk. Med skiftende intensitet varede bomberaidene helt til krigens slutfase. Dette har bidraget meget til at forme dagens London. Tæt befolkede slumområder i det østlige London blev hårdt ramt på grund af nærheden til industri og havne, og mange af de evakuerede som havde mistet alt, fik nye hjem i offentlige boligområder i forstæderne.

I 1965 blev byens område kraftig udvidet, ved at Greater London, som er både grevskab og region, blev oprettet. Størstedelen af Middlesex og dele af Essex og Surrey blev da inkluderet i byen.

6. juli 2005 blev et nyt kapitel indledet i Londons historie, ved at byen blev udpeget til at arrangere de olympiske sommerlege for 2012. Der foregår nu et stort arbejde for at planlægge og bygge faciliteter til dette arrangement. London har tidligere arrangeret OL i 1908 og 1948.

Dagen efter, 7. juli 2005, blev London ramt af det største bombeangreb siden 2. verdenskrig, hvor 52 mennesker mistede livet og mere end 700 blev såret da fire selvmordsbomber sprang i 3 metrotog og en bus.

[redigér] Byplanlægning og -udvikling

Kort over London omkring år 400.

Det romerske Londinium var lille i forhold til dagens London. Det omfattede et område som omtrent svarer til City of London. Dette blev omgivet af en bymur, og på romersk vis blev der anlagt et tilnærmet retvinklet gadenet. Den mest dramatiske hændelse i denne periode var nedbrændingen af byen i 61. Genopbygningen ser ud til at have fulgt omtrent samme mønster. På denne tid var det kun et krydsningssted over Themsen i London, en bro som blev bygget omkring år 46.

Med romernes tilbagetrækning fra Britannien i begyndelsen af det 5. århundrede kom angelsakserne til magten i området. Hvor hurtigt forfaldet af den romerske by og fremvæksten af det angelsaksiske London foregik er uklart, men det menes at gadenettet stadig blev mere uregelmæssig. Det kom senere, særligt fra 800-tallet og udover, mange kirker til i byen. Det er værd at mærke sig at London endnu ikke havde blevet rigets hovedstad. Med bispesædet i Canterbury og Winchester som kongens sæde var London først og fremmest et handelscentrum på grund af Themsen, og ikke magtens by.

Efter normannernes erobring af England i 1066 ændrede dette sig. Tower of London blev et vigtigt kongelig slot, og Westminsterpaladset blev sæde for regeringen. Dermed begyndte en ny fase i udviklingen af byen, med flere paladser, administrationscentre og kraftigere befolkningstilvækst. Denne udvikling foregik ikke efter nogen plan. De centrale områder af London blev meget fortættet, med smalle gader og høj befolkningstæthed. Udviklingen omfattede i en grad de ydre dele af dagens London; indtil jernbanen kom var det fortsat en dagsrejse til Watford Gap som i dag ligger lige udenfor byens grænser. Områderne udenfor centrum forblev derfor stort set landsby med nogen spredte byer indtil det 19. århundrede.

John Evelyns plan for genopbygning af London efter branden i 1666.

Efter at store dele af byen brandte ned i 1666 begyndte man straks at lægge planer for en kontrolleret genopbygning. Der skulle blive lige gader for at lette trafikpresset – allerede i hestekørernes tid havde London store trafikkøer – og husene skulle have større afstand og være bygget af mindre brændbart materiale for at hindre en ny storbrand. Der skulle også gøres noget med sanitærforholdene, det havde pesten året før vist nødvendigheden af. Men planlægningen trak ud, og på en tid hvor reguleringslove var vage eller ikke-eksisterende begyndte befolkningen at bygge byen op efter eget forgodtbefindende. Gadenettet i City of London er derfor ligeså uregelmæssig som det havde været i middelalderen, og der er ikke få smug med kort afstand mellem husene som er overlevet. Det var naturligt at der blev; tomtegrænserne var bestemt af det gamle vejnet, og så længe myndighederne ikke greb ind i tide med virkemidler for at rette ud på grænserne byggede folk på deres brandtomter.

London Bridge i 1745, mens den fortsat var den eneste bro over Themsen i London.

Først i 1750 kom en ny bro over Themsen på plads, efter at London Bridge havde været enerådende siden romersk tid. På andre steder havde man blevet roer over af en af de mange færger som lå langs flodbredden. Flere broer skulle følge at byen blev knyttet tættere sammen.

Den næste store udvikling kom i det 19. århundrede, da jernbanen kom. Afstande betydede pludselig mindre, og man begyndte at anlægge jernbanelinjer som kunne bruges af pendlere. Londons undergrundsbane åbnede som verdens første i 1863, og selv om rutenettet kun var en lille del af dagens, betød det at pendlernes tid havde kommet. London begyndte at sprede sig udover, udenfor Middlesex og ind i Surrey, Kent, Essex og Hertfordshire.

Efter 1. verdenskrig kom en ny fase i byens udvikling. I de ydre bydele begyndte man at anlægge store boligområder. Dette blev gjort særligt for at fjerne slumområderne på Londons østkant. Enkelte boligområder blev også anlagt specifikt for at give hjem til veteraner fra krigen. Folk blev også trukket ind til byen fra andre områder, og London voksede dermed både i areal og befolkning. Denne udvikling blev fornyet og forstærket efter 2. verdenskrig, da behovet for genopbygning var stort efter bomberaiderne. Der er i det 21. århundrede få områder indenfor Greater Londons grænser som minder om landsby; indtil 1930'erne havde man haft flere landbruger der det nu er moderne boligområder og indkøbsgader.

I efterkrigstiden kom også de nye byer, byer som blev grundlagt for at aflaste eksisterende, fortættede byer. I 1965 kom Milton Keynes, omkring en times kørsel nord for London, og en betydelig andel af befolkningen der havde flyttet fra London. Man har også fået vækst i andre byer i takt med udflytning fra London. London havde i den sidste halvdel af det 20. århundrede et fald i befolkningstallet på omkring en million som følge af denne udvikling.

I centrum har man længe været tilbageholdne med at bygge i højden, fordi man ønskede at bevare byens profil. Stort pres på ejendomsmarkedet, specielt i City, har ført til at der er blevet lempet på disse restriktioner. Flere skyskrabere er blevet rejst siden 1970'erne, og der er planer om flere. Der er også blevet udført fornyelsesprojekter flere steder, med det tidligere havneområde London Docklands som et af de mest kendte eksempler.

[redigér] Geografi

Thames Barrier sikrer London mod oversvømmelser
Foto: Adrian Pingstone

Greater London dækker et område på 1.579 km², hvilket gør byen til en af verdens største efter areal. Et hovedelement i byens geografi er Themsen, som løber gennem byen fra sydvest mod øst og er sejlbar på hele forløbet. Thames Valley er en flad dal afgrænset af åser som Parliament Hill, Addington Hills og Primrose Hill. Eftersom der ikke findes nogen naturlige begrænsninger for byens vækst ud fra det historiske centrum, har den beholdt en praktisk talt cirkulær form.

Greater Londons beliggenhed i England

Themsen var engang langt bredere og dybere og løb gennem et moselandskab. Gennem omfattende opførelse af diger er den blevet smallere. Mange af de mindre floder som løber ud i Themsen i London er lagt i rør. Themsen er en tidevandsflod, og byen er derfor sårbar for oversvømmelser.^[15] På grund af en sænkning af landskabet – Storbritannien stiger i nord og synker i syd – er denne fare blevet større med tiden. I 1974 begyndte man opførelsen af Thames Barrier ved Woolwich for at kontrollere vandstanden. Det antages at man kan få behov for endnu en dæmning længere nede i floden nær fremtid. Themsen krydses af en række broer og tunneler, som London Bridge.

Nulmeridianen, som længdegraderne regnes ud fra, går gennem Greenwich i London. Siden 1884 har dette sted været udgangspunktet for alt fastsættelse af længdegradspositioner.

[redigér] Klima

London har et tempereret klima med regelmæssig, let regn gennem hele året. Juli er den varmeste måned, med gennemsnitstemperatur ved Greenwich på 13,6 °C til 22,8 °C. Den koldeste måned er januar, med gennemsnitlig 2,4 °C til 7,9 °C. Gennemsnitlig årlig nedbør er 583,6 mm, og februar er normalt den tørreste måned. Sne er unormal i selve London, selv om der regelmæssigt er sne i området omkring byen; dette skyldes at den ekstra varme, storbyen genererer, gør byen omkring 5° C varmere end omkringliggende områder om vinteren.

[redigér] Demografi

Efter bombeangrebet i juli 2005 blev der ophængt flere bannere som dette, hvor der står "7 million Londoners, 1 London".
Foto: Gerry Lynch

London var blandt de ti største byer i Europa da folketallet passerede 100.000 i slutningen af 1500-tallet. I 1750 var tallet næsten 700.000 og London havde passeret Paris. Med 960.000 mennesker i 1800 var London verdens største by, i et Europa der kun havde 23 byer med mere end 100.000 indbyggere. Byen forblev den mest folkerige indtil 1925, da den blev passeret af New York. Det højeste registrerede folketal var 8.615.245 i 1939. Da genopbygningen startede efter 2. verdenskrig, kom befolkningstallet ikke op på førkrigsniveau igen, blandt andet fordi mange valgte at bosætte sig i forstæder og nye byer.

I 2005 beregnede man antallet af indbyggere i Greater London til 7.517.700.^[17] Tager man hele det urbane område med efter en byområdedefinition, bliver tallet 8.278.251 ved folketællingen i 2001.^[18] Tager man hele Londons pendlerbælte, et udvidet storbyområde, med, bliver tallet mellem tolv og femten millioner afhængig af hvordan det defineres. ^[19][20] London er rangeret som verdens femtende største by både efter befolkning indenfor officielle grænser og befolkning indenfor det urbane område.

Regionen dækker 1.579 km², hvilket giver en befolkningstæthed på 4.761 pr. km². Dette er mere end ti gange så højt som nogen anden britisk region.

London er en af verdens dyreste byer at leve i, sammen med Moskva og Tokyo.^[21]

[redigér] Nationalitet og etnicitet

Fødeland	Befolkning
Storbritannien	5.230.155
Indien	172.162
Republikken Irland	157.285
Bangladesh	84.565
Jamaica	80.319
Nigeria	68.907
Pakistan	66.658
Kenya	66.311
Sri Lanka	49.932
Ghana	46.513
Cypern	45.888
Sydafrika	45.506
USA	44.622
Australien	41.488
Tyskland	39.818
Tyrkiet	39.128
Italien	38.694
Frankrig	38.130
Somalia	33.831
Uganda	32.082
New Zealand	27.494

Ifølge tal fra Office for National Statistics inkluderede befolkningen 2.288.000 udenlandsfødte i 2006, det vil sige 31 %. Dette tal var steget fra 1.630.000 i 1997.^[22]

Tabellen til højre viser befolkningen inddelt efter fødeland, med de lande som er hyppigst forekommende. Tabellen opgiver kun fødeland, ikke etnicitet eller statsborgerskab. En vis andel af de som er opgivet som født udenfor Storbritannien er børn af britiske borgere, for eksempel britiske soldater som gjorde tjeneste i Tyskland. Ligeledes omfatter tallet for Storbritannien børn af udenlandske borgere. Skotter og walisere udgør tilsammen omkring 200.000 blandt de britiskfødte.

London er en af de mest multikulturelle byer i den industrialiserede verden, idet der tales mere end 300 sprog blandt mere end 50 etniske grupper med over 10.000 personer.^[23] Mange af grupperne har samlet sig i hver sin bydel, hvor deres tilstedeværelse er synlig i blandt andet udvalget af butikker og spisesteder.

I folketællingen i 2001 blev der spurgt om etnicitet:

• 71,15 % klassificerede sig som hvide

• 59,79 % hvide briter
• 3,07 % hvide irere
• 8,29 % "andre hvide" (særligt polakker, græsk-cyprioter, italienere og franskmænd)

• 12,09 % klassificerede sig som indere, pakistanere, bangladeshere eller "andre asiatere" (særligt lankesere, arabere og personer fra andre steder i sydøstasien)
• 10,91 % klassificerede sig som sorte

• 7 % sorte afrikanere
• 4,79 % sorte caribiere
• 0,84 % som "andre sorte"

• 3,15 % som af blandet race
• 1,12 % som kinesere
• 1,58 % som "andet" (særligt filippinere, japanere og vietnamesere)

Denne fordeling er baseret på befolkningens egne svar under folketællingen, noget som åbner for uklare definitioner, men da antallet af svar er meget højt, må det antages at det giver et statistisk set rigtig billede af befolkningssammensætningen.

[redigér] Religion

St. Pauls katedralen er Londons ældste domkirke.

London har traditionelt været domineret af kristendom, og har et stort antal kirker; der er specielt tæt mellem kirkerne i City of London. Den anglikanske kirke har to katedraler, Saint Paul's Cathedral og Southwark Cathedral. Ærkebiskoppen af Canterbury har sit sæde i Canterbury i Kent, men hans officielle residens er Lambeth Palace i London. Westminster Abbey er formelt set et kongeligt kapel, men fungerer som en "tredje katedral" for den anglikanske kirke. Den katolske kirke har også to katedraler i byen, Westminster Cathedral og St. Georgs katedral. De fleste kristne er det først og fremmest i navnet, og tallene for deltagelse i gudstjenester er lavere end i andre dele af landet. De fleste andre kristne samfund er også repræsenteret i London.

London har også betydelige indslag af islam, hinduisme, sikhisme og jødedom. Særligt bydelene Tower Hamlets og Newham har stor andel muslimer, og den største moske er London Central Mosque i udkanten af Regent's Park.^[24] Hinduerne er særligt synlige i Harrow og Brent, og i sidstnævnte bydel finder man Neasden Temple, et af de største hinduistiske templer i Europa.^[25] Sikherne er mere spredt, men findes særligt i østlige og vestlige bydele. Et af de største sikhtempler udenfor Indien ligger i London.^[26] Størstedelen af Storbritanniens jøder bor i London, og det er større jødiske samfund i Stamford Hill (som regnes som et af de mest ortodokse jødiske områder udenfor New York og Israel), St John's Wood, Golders Green og Edgware.^[27]

[redigér] Økonomi

London regnes blandt verdens økonomiske "kommandocentre" sammen med New York og Tokyo.^[28]

Byen har den største omsætning af nogen europæisk by, og står for omkring 19 procent af Storbritanniens bruttonationalprodukt, i 2005 219 milliarder pund.^[29] Tager man hele det urbane område med, med omkringliggende byer, var resultatet 345 milliarder pund i 2005, det vil sige omkring 30 procent af BNP i Storbritannien.^[30]

City of London er Londons økonomiske centrum.

London udviklede sig imod en økonomi primært baseret på tjenesteydelser tidligere end mange andre europæiske byer. Denne overgang skete særligt i årene efter 2. verdenskrig. Der er flere faktorer som har gjort London til et så vigtigt økonomisk center. Som hovedstad for Det Britiske Imperium havde man et kontaktnet over hele verden som i stor grad er blevet bevaret og udvidet. Traditionelt hat man også haft et godt forhold til USA og mange asiatiske lande. Engelsk er blevet et lingua franca i international handel, og engelsk kontraktret bliver brugt meget i international handel. London er også en multikulturel by hvor udenlandske erhvervsdrivende kan finde en infrastruktur de er fortrolige med, og som har et skatteniveau som er forholdsvis lavt (specielt for udenlandske selskaber og organisationer). Lokale og nationale styringsorganer er indstillet på at sætte erhvervslivets behov højt (specielt i City of London, hvor det er selskaberne som vælger medlemmer til City of London Corporation). Ydermere er kommunikationsinfrastrukturen meget godt udbygget.^{[Kilde mangler]}

Mere end 85 procent af arbejdstagerne i Greater London, ca. 3,2 millioner, arbejder indenfor tjenesteydende erhverv, mens de resterende er jævnt fordelt mellem andre produktions- og konstruktionserhverv.

Der er fem specielt vigtige forretningsdistrikter i byen: City, Westminster, Canary Wharf, Camden & Islington og Lambeth & Southwark.

[redigér] Transport

Transporten i London er underlagt borgmesteren. Hans forvaltning har alligevel begrænset kontrol over økonomiske forhold, og ingen kontrol over jernbanenetværket, bortset fra jernbanelinjerne som udgør London Overground. Transport for London (TfL) har fået ansvaret for at administrere både undergrundsbanen, busnettet, taxalicens, Docklands Light Railway, London Overground og anden offentlig transport i byen.

[redigér] Bane

Charing Cross undergrundsstation

London har et stort undergrundsbanenet, London Underground. Dette er det ældste undergrundsbanenet i verden, grundlagt i 1863. Det har tolv linjer, og bliver stadig udvidet. Der er dagligt mere end tre millioner rejsende i netværket, hvilket giver næsten en milliard passagerer årligt.^[31] Undergrundsbanen er specielt godt udbygget i centrum og i de nordlige bydele, mens man sydover er mere afhængig af jernbanenettet.

Docklands Light Railway er et metrosystem med små, lette, førerløse togsæt som særligt betjener det østlige London.

Jernbanetrafikken er fordelt på fjorten terminalstationer som er spredt omkring centrum. Det har siden begyndelsen af 1990'erne blevet arbejdet med en jernbaneforbindelse som skal krydse byen mellem øst og vest, så at passagererene slipper at flytte sig med andre transportmidler mellem stationer for at krydse byen. Udover pendler- og intercitytog er der også togforbindelse til Frankrig og Belgien.

[redigér] Bus

London er kendt for de røde toetagesbusser, her i den klassiske udformning.
Foto: Michael Pead

Busnettet er meget omfattende, med mere end 700 ruter. Der er på hverdage over seks millioner passagerer dagligt, og i regnskabsåret som endte i marts 2005 var der blevet fragtet 1,79 milliarder buspassagerer i Londonbusserne.^[32]

[redigér] Luft

Byen har otte lufthavne, hvoraf de fem største er London City Airport, Stansted, Luton, Gatwick og den største, London Heathrow Airport, som er en af verdens travleste lufthavne. De tre mindre flypladser, Ashford, Biggin Hill, Northolt, har langt mindre trafik. Ashford og Northolt har kun indenrigstrafik, mens de andre seks er internationale flypladser.

[redigér] Vej

Trafikafgiften Congestion Charge skal mindske personbiltrafikken i det centrale London.

Mens de fleste vælger kollektive tilbud i det centrale London, er det i de ydre bydele biler som dominerer. Byen har flere ringveje: en indre ring som går omkring centrum, North og South Circular Road i forstæderne og M25 omkring Greater London. Der var i 1960'erne planer om at forlænge flere motorveje ind i centrale områder, men man gik bort fra det meste af dette i 1970'erne. I 2003 blev der indført en trafikafgift, Congestion Charge, som skal mindske personbiltrafikken i centrum.

[redigér] Administration

Uddybende artikel: Londons bydele.

London består af 32 bydele, hver styret af sit eget valgte bydelsstyre. I perioden 1986–2000 var det bydelene som styrede London, hver på sit område, uden et fælles bystyre. Det er fortsat et vis lokalt selvstyre i bydelene. Hver bydel er for eksempel ansvarlig for renovation og en del andre offentlige tjenester. De er delt i to grupper, indre London og ydre London.

City of London er ikke en bydel på lige linje med de øvrige, men en selvstændige by beliggende midt i London. City of Westminster har også egen bystatus, men administreres som en almindelig bydel.

Den centrale administration, Greater London Authority, består af borgmesteren og Londonforsamlingen. Den blev indført i 2000.

City of London City of Westminster Kensington and Chelsea Hammersmith and Fulham Wandsworth Lambeth Southwark Tower Hamlets Hackney Islington Camden Brent Ealing Hounslow Richmond Kingston Merton

Sutton Croydon Bromley Lewisham Greenwich Bexley Havering Barking and Dagenham Redbridge Newham Waltham Forest Haringey Enfield Barnet Harrow Hillingdon

[redigér] Uddannelse og forskning

Royal Holloway, et af University of Londons kollegier

London har et stort tilbud indenfor højere studier, med en række universiteter og højskoler. Der er omkring 378.000 studenter i byen,^[33] og byen er også et centrum for forskning indenfor mange områder. Grundskolesystemet er praktisk talt det samme som i resten af England, med en blanding af offentlige og private skoler.

University of London er med 125.000 studenter det største universitet i Europa ud fra antal studerende. Det består af tyve kollegier og flere mindre institutter som har en høj grad af autonomi, og studenterne knyttes direkte til en af disse mindre enheder. Nogen af dem, som Imperial College London og London School of Economics, er blevet regnet med blandt verdens bedste læresteder; blandt andet blev Imperial rangeret som nummer 9 og LSE som nummer 17 i Times Higher Education Supplement^[34].

Der findes også andre universiteter, som Brunel University, City University, London Metropolitan University, Middlesex University, University of East London, University of Westminster og London South Bank University. Nogen af dem er meget gamle, mens andre er højskoler som i 1992 fik universitetsstatus.

Mange af museerne i London er i tillæg til at være turistattraktioner også centrale indenfor forskning. Dette gælder ikke mindst Natural History Museum, Royal Botanic Gardens, Kew, Science Museum, Victoria and Albert Museum og British Museum. British Library er landets nationalbibliotek, med 150 millioner bind.

[redigér] Kultur

[redigér] Teater

Shakespeare Globe Theatre

London byder på en bred række kulturelle foranstaltninger. I området West End har mere end en halv snes teatre til huse, og her spilles alt fra klassisk til moderne. Blandt andet har Andrew Lloyd Webbers verdensberømte musicals Cats og Phantom of the Opera har uropførelse der.

National Theatre Companys Royal National Theatre i South Bank og Royal Shakespeare Companys Barbican Arts Centre tilhører rækken af professionelle teater- og performancecentre. Royal Court Theatre, en af de mest traditionsrige scener i London, blev i februar 2000 efter fire års ombygning genåbnet.

Royal Opera House i Covent Garden er det mest betydelige britiske operahus. Det er hjemsted for den Kongelige Opera og den Kongelige Ballet. Den første teaterbygning på stedet, det daværende Theatre Royal (se Patent Theatre), blev lavet efter planer af Edward Shepherd. Det åbnede den 7. december 1732 med en opførelse af William Congreves The way of the world. Selvom der allerede fra 1735 blev opført operaer, fx af Händel, forblev bygningens hovedformål at huse skuespil.

Theatre Royal Drury Lane er et teater i West End. Siden midten af 1980'erne har det været hjemsted for store musicalproduktioner såsom 42nd Street, Miss Saigon og My Fair Lady. London Palladium er et af de mest berømte teatre i London. I 1950'erne blev tv-showet 'Sunday Night at the London Palladium' sendt live i britisk fjernsyn.

Theatre Royal Haymarket (også Haymarket Theatre) er et teater på Haymarket. Den blev grundlagt i 1720 af John Potter som Little Theatre, som hentydning til det større King’s Theatre (i dag Her Majesty's Theatre), som ligeledes var beliggende på Haymarket. Her Majesty's Theatre bliver hovedsageligt benyttet til musicalopførelser. Siden den 9. oktober 1986 er Phantom of the Opera dagligt blevet opført.

Globe Theatre på den sydlige side af Themsen er en rekonstruktion af friluftsskuespilshuset, der påbegyndtes i 1599. Til dette teater skrev William Shakespeare mange af sine store stykker. Sæsonen går fra maj til september med produktioner af Shakespeare – både for hans tid svarende og af moderne forfattere. Yderligere ét kendt teater er Coliseum Theatre, hvor English National Opera Company har til huse.

[redigér] Underholdning og udeliv

I City of Westminster finder man West End. Dette område, som ligger omkring Leicester Square og Piccadilly Circus, er Londons vigtigste underholdningsdistrikt med blandt andet teatergaden Shaftesbury Avenue og kulturcenteret Covent Garden. London regnes som en af de største musical- og teaterbyer i verden. I østdistriktet, særligt i Shoreditch og Hoxton, finder man et underholdningsdistrikt med en noget mindre eksklusiv karakter. Den to kilometer lange Upper Street i Islington har flere barer og restauranter end nogen anden gade i Storbritannien.

London er kendt for sine gademarkeder, her Portobello Road Market.
Foto: Adrian Pingstone

Oxford Street regnes gerne som Europas travleste indkøbsgade. Med en længde på næsten to kilomenter kan den også siges at være verdens længste indkøbsgade. Mere eksklusive butikker finder man særligt i Knightsbridge, med Harrods som den mest kendte. Der er også en række gademarkeder, som Camden Market, Portobello Road Market og Borough Market.

Den store etniske spændvidde i byens befolkning betyder at man finder mad fra de fleste af verdens lande. Nogen områder er blevet gastronomiske centre, som Chinatown med sine mange kinesiske restauranter, Brick Lane med mange bangladeshiske og Edgware Road med mange libanesiske og arabiske spisesteder. I London er der også mange indiske restauranter, med madtraditioner fra alle dele af landet repræsenteret. Mange steder afslører restauranter og butikker hvilke etniske grupper som dominerer i området.

Traditionelle engelske