Israel

دولة اسرائيل      מדינת ישראל
Medīnat Yisrā'el      Dawlat Isrā'īl

(Flag) (Nationalvåben)
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: Hatikvah Håbet
Hovedstad	Jerusalem[1] 47 31°46′ N 35°14′ E
Største by	Tel Aviv
Officielle sprog	Hebraisk, arabisk
Regeringsform Præsident Premierminister	Parlamentarisk demokrati [2] Shimon Peres Ehud Olmert
Uafhængighed  • Erklæret	Fra Storbritannien 14. maj 1948
Areal  • Total  • Vand (%)	20.770 km² (nr. 150) 2 %
Indbyggertal  • 2007 anslået  • [[]] folketælling  • Tæthed	7.184.000 [3] (nr. 96) 324/km² (nr. 34)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	2007 anslået 232,7 mia. USD (nr. 44) 33.299 USD (nr. 22)
Valuta	Ny Shekel (ILS)
Tidszone  • Sommer (DST)	(UTC+2) (UTC+3)
Internetdomæne	.il
Telefonkode	+972
Kendingsbogstaver (bil)	IL
Luftfartøjsregistreringskode	4X

Staten Israel  Geografi Israels land  • Distrikter  • Byer Middelhavet  • Rødehavet Genesaret sø  • Jerusalem  • Tel Aviv  • Haifa Historie Jødisk historie  • Zionisme  • Aliyah Herzl  • Balfour  • Palæstinamandatet FN's delingsplan 1947  • Uafhængighed Mellemøsten-konflikten 1948-krigen  • Jødiske flygtninge Suez-krigen  • Seksdageskrigen Udmattelseskrigen  • Yom Kippur-krigen Libanon-krigen (1982)  • Libanon-krisen (2006) Fredsaftaler  • Traktater med Ægypten, Jordan Israel-Palæstina-konflikten Nakba  • Intifada: første, anden Oslo-aftalen  • Barrierer Økonomi  • Bankvæsen Turisme  • Vin  • Diamanter Våbenindustri  • Luftfartsindustri  • Transport Demografi  • Kultur Religion  • Israelske arabere  • Kibbutz Musik  • Arkæologi  • Universiteter Hebraisk  • Litteratur  • Sport  • Israelere Love  • Politik Tilbagevendingsloven  • Jerusalem-loven Partier  • Valg  • Premierminister  • Præsident Knesset  • Højesteret  • Domstol Israels udenrigsrelationer USA og Israel Sikkerhed Israels forsvar  • Sikkerhedsråd Politi  • Grænsevagt  • Fængsel Kategorier

For alternative betydninger, se Israel (flertydig). (artikler, som begynder med Israel)

Israel (hebraisk: יִשְרָאֵל, Yisra'el; arabisk: إسرائيل Isrā'īl) officielt Staten Israel (hebraisk: מְדִינַת יִשְרָאֵל, Medinat Yisra'el; arabisk: دَوْلَةْ إِسْرَائِيل, Dawlat Isrā'īl) er et land i Mellemøsten beliggende i den sydøstlige ende af Middelhavet. Landet grænser op til Libanon mod nord, til Syrien og Jordan mod øst og til Ægypten mod sydvest og består af et geografisk varieret landskab indenfor det relativt begrænsede landområde.^[4] Vestbredden og Gazastriben er tilstødende områder, som Israel har holdt besat siden juni 1967 og i strid med international lov koloniseret med 500.000 mennesker (inkl. Østjerusalem). Med et indbyggertal på omkring 7,26 millioner,^[3] hvor hovedparten er jøder, er Israel den eneste jødiske stat i verden.^[5] Det er også hjemsted for arabiske muslimer, arabiske kristne, drusere, samaritanere og flere andre religiøse og etniske minoriteter. Jerusalem er nationens selvudråbte hovedstad, hvor regeringen har sæde. International konsensus er dog, at Jerusalems status endnu ikke er besluttet. De Forenede Nationers afstemning i 1947 om delingsplanen for Palæstina fastslog, at Jerusalem skulle være et "corpus separatum", under international overvågning. Denne afstemning er ikke blevet sat ud af kraft ved en ny afgørelse i FN.^{[6] [7] [1]}

Det nutidige Israels historiske rødder findes i jødedommens beskrivelser af Israels land^[8], i de kristnes jødeforfølgelser samt i zionismen. Hertil kommer den lange række af begivenheder, der siden statens grundlæggelse er indtruffet i kølvandet på konflikten mellem FN-charteret af 1947, staten Israel samt Israels relationer til nabostaterne. Efter 1. verdenskrig godkendte Folkeforbundet Palæstinamandatet med hensigt at oprette et "nationalt hjem for det jødiske folk".^[9] I 1947 godkendte FN opdelingen af Palæstinamandatet i to stater: en jødisk og en arabisk.^[10] Den arabiske liga afslog planen, men den 14. maj 1948 erklærede Israel sin uafhængighed. Det nye lands sejr i den følgende uafhængighedskrig udvidede den jødiske stats grænser i forhold til FN's delingsplan. Siden da har Israel dels kontinuerligt dels på forskellige tidspunkter været i konflikt med alle de arabiske nabolande, hvilket har resulteret i flere større krige og årtier med vold og uroligheder. Siden etableringen har Israels grænser og tilmed staten eksistensberettigelse været et omdiskuteret tema, selv om Israel har underskrevet fredsaftaler med Ægypten og Jordan og til trods for den fortsatte indsats for at nå frem til en permanent overenskomst mellem israelerne og palæstinenserne.

Israel er et repræsentativt demokrati med et parlamentaristisk system og universel stemmeret.^[11][12] Statsministeren fungerer som regeringschef, og Knesset fungerer som Israels lovgivende magt. Ifølge det nominelle bruttonationalprodukt anslås nationens økonomi at være den 44. største i verden,^[13] og Israel rangeres højt blandt landene i Mellemøsten hvad HDI-indeksen,^[14] trykkefrihed,^[15] og økonomi^[16] angår.

[redigér] Etymologi

Igennem de sidste tre tusinde år har navnet Israel i normal og religiøs brug betydet både Israels land og hele den jødiske nation. Navnet stammer fra et vers i Bibelen (Første Mosebog 32,28), hvor Jakob bliver døbt Israel efter en vellykket kamp med en af Guds engle.^[17] Kritikere er ikke enige om navnets betydning. Nogle mener, at navnet kommer fra verbet śarar ("at herske, blive stærk, have autoritet over"), og ifølge dem betyder navnet "Gud hersker" eller "Gud dømmer".^[18] Andre mulige tydninger er "Guds prins" (fra King James oversættelsen 1611) eller "El (Gud) kæmper/strider".^[19] Helt fraset navnets præcise betydning er den bibelske nation efter Jakob blev kaldt "Barn af Israel" eller "israelitter".

Den første historiske benævnelse af ordet Israel forekommer i Merneptah Stele efter Det gamle Ægypten (dateret tilbage til det 13. århundrede f.Kr.), selvom forskere er uenige i, om der refereres til et folk eller et hjemland.^[20] Nutidens land fik navnet Medinat Yisrael ("Staten Israel"), efter at andre foreslåede navne f.eks. Eretz Israel ("Israels land"), Zion og Judea blev afslået.^[21] I den uafhængige stats første uger bestemte regeringen, at udtrykket "israelere" skulle betegne Israels borgere, hvilket blev bekendtgjort af udenrigsministeren, Moshe Sharett.^[22]

[redigér] Historie

Se også: Israels historie.

[redigér] Tidlige rødder

Uddybende artikel: Antikkens Israels og Judæas historie.

Se også: Israels land.

Romersk garnisonruin ved foden af Masada ved Dødehavet

Israels land, kendt på hebraisk som Eretz Yisrael, har været hellig for det jødiske folk siden de bibelske patriarkers tid. Bibelen har placeret denne periode tidligt i det andet årtusind f.Kr.^[23] Ifølge Toraen blev landet Israel lovet til jøderne som deres hjemland,^[24][25] og jødedommens helligste steder er lokaliseret her. Omkring det ellevte århundrede f.Kr. blev den første af en række jødiske kongeriger og stater etableret for at styre regionen. Disse jødiske kongeriger regerede periodevis i det følgende årtusinde.^[26]

I perioden mellem de jødiske kongeriger og de islamiske erobringer i 700-tallet kom Israel under assyrisk, babylonisk, persisk, græsk, romersk, sasanideisk og østromersk herredømme.^[27] Den jødiske tilstedeværelse i regionen blev mindsket efter det mislykkede Bar Kokhba-oprør mod Romerriget i 132 f.Kr og den efterfølgende bortvisning af jøder. Alligevel blev det bevaret af en jødisk bosætning i Palæstina, selv om broderparten af den jødiske befolkning flyttede fra Judea til Galilæa;^[28] Mishna og dele af Talmud, der er blandt jødedommens vigtigste religiøse tekster, blev udarbejdet i denne periode.^[29] Israels land blev skilt fra Østromerriget omkring år 636 f.Kr. under de første muslimske erobringer. Kontrollen med regionen skiftede frem og tilbage mellem umayyaderne,^[30] abbasiderne^[31] og korsfarerne i de følgende seks århundreder, før området faldt i hænderne på mamelukkerne i 1260. I 1516 blev landet Israel en del af Det Osmanniske Rige, der regerede regionen frem til det tyvende århundrede.^[32]

[redigér] Zionisme og det britiske mandat

Se også: Mandatområdet i Palæstina.

For mange jøder, der boede i diasporaen, var det et gammelt ønske at returnere til Zion og Israels land.^[33] Dette håb og denne længsel kom tydeligt til udtryk i Bibelen^[34] og er et centralt tema i den jødiske bønnebog. Fra og med begyndelsen af det tolvte århundrede begyndte en lille, men stabil strøm af jøder at forlade Europa for at bosætte sig i det hellige land. Indvandringen øgedes, efter at jøderne blev udvist fra Spanien i 1492.^[35] I løbet af det 16. århundrede slog store samfund rod i De fire hellige byer, og i anden halvdel af det 18. århundrede bosatte hele hasidiske samfund fra Østeuropa sig i det hellige land.^[36]

Theodor Herzl var en pioner i arbejdet med at etablere en jødisk stat.

Den første store immigrationsbølge i moderne tid, kendt som den første aliyah (hebraisk: עלייה), begyndte i 1881, da jøderne flygtede fra pogromer i Østeuropa.^[37] Zionistbevægelsen eksisterede i teorien, men Theodor Herzl er i eftertiden blevet betragtet som grundlægger af den politiske zionisme,^[38] en bevægelse, der forsøgte at etablere en jødisk stat i Israels lovede land ved at løfte jødespørgsmålet op på et internationalt niveau.^[39] I 1896 publicerede Herzl Der Judenstaat (Den jødiske stat) og skabte derved visionen om en kommende stat. Det følgende år var han leder af den første zionistkongres.^[40]

Den anden aliyah (1904–1914) begyndte efter Kishinev-progromen. Omtrent 40 000 jøder bosatte sig i Palæstina.^[37] Både den første og den anden bølge af indvandrere var hovedsageligt ortodokse jøder,^[41] men den anden aliyah inkluderede også socialistiske pionerer, der etablerede Kibbutzbevægelsen.^[42] Under 1. verdenskrig udstedte Storbritanniens udenrigsminister, Arthur Balfour Balfour-deklarationen, hvori det fremgik, at man "view[ed] with favour the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people."^[43] Den britiske erobring af Israel fik assistance af den jødiske legion, der var en gruppe af bataljoner hovedsagelig dannet af frivillige zionister. Arabisk modstand mod balfourplanen førte til Palæstinaoprøret i 1920 og dannelsen af den jødiske forsvarsorganisation, Haganah, hvorfra senere grupperne Irgun og Lehi (af briterne kaldet Sternbanden efter lederen Avraham Stern) udskilte sig.^[44] I 1922 overdrog Folkeforbundet Palæstinamandatet til Storbritannien med bevæggrunden at "placere landet i en så politisk, administrativ og økonomisk tilstand, at det vil sikre etableringen af det jødiske nationalhjem".^[45]

Den jødiske indvandring fortsatte med den tredje (1919-23) og fjerde aliyah (1924-29), der tilsammen bragte 100 000 jøder til Palæstina.^[37] I kølvandet på optøjerne i Jaffa i 1921 forbød briterne yderligere jødisk indvandring, og det territorium, der kandiderede til at huse en kommende jødisk stat, blev nu placeret i Transjordan.^[46] Nazismens fremvækst i 1930'erne førte til den femte aliyah med en tilstrømning på en kvart million jøder. Tilstrømningen resulterede i det arabiske oprør i 1936-39 og fik briterne til at afdække immigrationen med Hvidbogen af 1939. En hemmelig bevægelse, kendt som Aliyah Bet, blev organiseret for at bringe jøder til Palæstina, efterhånden som det viste sig, at lande over hele verden afviste jødiske flygtninge på flugt fra holocaust.^[37] Ved slutningen af 2. verdenskrig udgjorde jøderne 33 % af Palæstinas befolkning, en stigning fra elleve procent i 1922.^[47]

^[48]

[redigér] Uafhængighed og ekspansion de første år

Uddybende artikler: Israels uafhængighedskrig og Den israelske uafhængighedserklæring.

Se også: Nakba.

David Ben-Gurion erklærer israelsk uafhængighed den 14. maj, 1948 under et portræt af Theodor Herzl

I 1947 trak det britiske styre sig tilbage fra Palæstinamandatet og slog fast, at det var ude af stand til at finde en løsning, der ville være acceptabel for både araberne og jøderne.^[49] Det nydannede FN godkendte FN's delingsplan (FN's sikkerhedsråds resolution 181) den 29. november 1947 og delte landet op i to stater: en arabisk og en jødisk. Jerusalem blev udpeget som international by – en corpus separatum – administreret af FN for at undgå konflikter om byens status.^[50] Det jødiske samfund godtog planen,^[51] men Den Arabiske Liga og den arabiske højere komité afslog.^[52]

Til trods for dette blev den uafhængige stat, Israel, udråbt den 14. maj 1948, dagen før det britiske mandat over Palæstina ophørte.^[53] Kort efter gik fem af medlemmerne af Den Arabiske Liga – Ægypten, Syrien, Jordan, Libanon og Irak – til angreb på Israel og startede dermed Den Arabisk-Israelske krig 1948 (i Israel kendt som Uafhængighedskrigen).^[53] Efter næsten et år med kampe blev våbenhvile indført, og midlertidige grænser, kendt som Grønne Linje, blev oprettet. Jordan inkluderede det som senere blev kendt som Vestbredden og Østjerusalem under sit styre, mens Ægypten tog kontrol over Gazastriben. Israel blev anerkendt som medlem af de Forenede Nationer den 11. maj 1949.^[54] I løbet af fjendtlighederne flygtede 711 000 arabere fra Israel ifølge FN.^[55] De palæstinensiske flygtninges skæbne er et hovedargument i Palæstina-Israel-konflikten.^[56]

^[57]

I statens tidlige år dominerede socialzionismen den israelske politik under ledelse af statsministeren, David Ben-Gurion.^[58][59] Disse år blev præget af masseimmigration af overlevende fra holocaust og udvandrende jøder fra arabiske lande fremskyndet af vold og konfiskering af jødisk ejendom, støttet af Den arabiske liga. Omtrent 850 000 jøder flygtede fra deres hjem i arabiske lande fra 1948 til tidligt i 1970'erne, hvoraf 600 000 slog sig ned i Israel.^[60] Israels befolkning øgedes fra 800 000 til to millioner mellem 1948 og 1958.^[61] De fleste ankom som flygtninge uden ejendele og blev huset i midlertidige lejre kendt som ma'abarot. I 1952 levede over 200 000 immigranter i sådanne teltbyer. Behovet for at løse denne krise fik Ben-Gurion til at underskrive en reparationsaftale med Vesttyskland, hvilket udløste masseprotester fra jøder, der ikke brød sig om, at Israel "gjorde forretninger" med Tyskland.^[62]

I 1950'erne blev Israel ofte angrebet af arabiske fedayeen, hovedsagelig fra den Ægypten-besatte Gazastribe.^[63] I 1956 sluttede Israel sig til en hemmelig alliance med Storbritannien og Frankrig med det formål at genvinde Suez-kanalen, som ægypterne havde nationaliseret (se Suez-krisen). Selvom Israel erobrede Sinai-halvøen, pressede USA og Sovjetunionen Israel til retræte til gengæld for garantier for israelske skibsfartsrettigheder i Rødehavet og Suezkanalen.^[64]

I begyndelsen af det følgende årti pågreb Israel Adolf Eichmann, en af arkitekterne bag den nazistiske jødeudryddelsesplan, der havde levet skjult i Argentina, og stillede ham for domstolen.^[65] Retssagen fik en stor indflydelse på den offentlig bevidsthed om holocaust.^[66] Eichmann er hidtil den eneste, der er blevet dømt til døden ved en israelsk domstol.^[67]

[redigér] Konflikter og fredstraktater

Se også: Fredsaftaler i Mellemøsten.

I 1967 samlede Ægypten, Jordan og Syrien deres samlede tropper nær ved de israelske grænser, udviste FN's fredsstyrker og blokerede Israels adgang til Rødehavet. Israel anså disse handlinger for et tilfælde af casus belli og kom fjenden i forkøb med et angreb, der indledte seksdageskrigen. I løbet af den korte krig tog israelerne kontrollen over Vestbredden, Gazastriben, Sinai-halvøen og Golanhøjderne.^[68] Grænsedragningen fra 1949 blev gjort til administrativ grænse mellem Israel og de besatte områder. Jerusalems grænser blev udvidet og Østjerusalem indlemmet i strid med international lov. Jerusalemloven, der blev vedtaget i 1980, gentog denne grænsedragning og satte igen gang i en international kontrovers om Jerusalems status.

Statsminister Golda Meir gik af efter Yom Kippur-krigen

250.000 palæstinesere og det palæstinensiske lederskab med Arafat i spidsen måtte i juni 1967 flygte til Jordan. Tidligt i 1970'erne begyndte palæstinensiske grupper at rette en bølge af angreb mod israelske mål rundt om i verden. Det mest opsigtsvækkende af disse var gidseltagningen af israelske atleter under Sommer-OL 1972, der endte tragisk, da vesttysk politi angreb 2 helikoptere, der var bevilget i en aftale om frit lejde. Israel svarede igen med den såkaldte Operation Guds Vrede, hvor de ansvarlige, efter Israels skøn, blev opsporet og dræbt.^[69] Denne gengældelsespolitik over for en aktion, der i sig selv var en gengældelse (for ikke at kunne deltage som nation i OL og for at være smidt ud af Vestbredden), var og er til denne dag kontroversiel. Mindst en uskyldig måtte lade livet i den anledning, da en marokkansk tjener blev dræbt uden spørgsmål i Lillehammer i Norge, hvilket på det skarpeste blev fordømt af Norge og som førte til et anstrengt forhold mellem de 2 lande.^[70]

Den 6. oktober 1973 under Yom Kippur, den helligste dag i den jødiske kalender, foretog den ægyptiske og den syriske hær et overraskende angreb mod Israel. Krigen endte den 26. oktober med, at Israel drev de ægyptiske og syriske styrker tilbage, men de led store tab.^[71] En intern efterforskning fritog regeringens ansvar for krigen, men den offentlige anger tvang statsminister Golda Meir til at gå af.

Knesset-valget i 1977 markerede et stort vendepunkt i Israels politiske historie, da Menachem Begins parti Likud fik flertal i Knesset i stedet for Arbejderpartiet.^[72] Senere samme år besøgte Ægyptens præsident, Anwar Sadat, Israel efter en invitation fra Menachem Begin og talte foran Knesset. Anwar Sadat var den første arabiske leder, der anerkendte Israel.^[73] I de to efterfølgende år underskrev Sadat og Menachem Begin Camp David-aftalen og fredstraktaten mellem Israel og Ægypten.^[74] Israel trak sig tilbage fra Sinai-halvøen og besluttede at gå ind i forhandlinger om et selvstyre for palæstinensere på den anden side af den grønne linje, men planen blev aldrig iværksat.

I 1982 greb Israel ind i den libanesiske borgerkrig for at tilintetgøre baser, hvorfra Palæstinas befrielsesfront havde bombarderet det nordlige Israel.^[75] Modstanden i det sydlige Libanon blev hurtigt nedkæmpet, og i forsøg på at bringe PLOs tilstedeværelse helt til ophør, fortsatte de israelske styrker til Beirut, som den libanesiske hær havde forladt. Her blev de palæstinensiske styrker angrebet og slået. Kampene i konflikten kostede mange menneskeliv. Beirut-avisen An Nahar anslog, at 5.515 mennesker, militære og civile, blev dræbt i Beirut-området, mens 9.797 militærpersoner (fra PLO, Syrien og andre) samt 2.513 civile mistede livet andetsteds i Libanon.^[76]

Det var på længere sigt en Pyrrhussejr, for PLO returnede efter forvisningen med Arafat i spidsen til Gaza i 1994 efter den første intifada og Oslo-aftalen, og i stedet for det relativt svage PLO, fik man i Libanon en ny, langt stærkere fjende, Hizbollah - der opstod i 1982 som svar på den israelske invasion. Israel trak sig tilbage fra store dele af Libanon i 1985, men opretholdt en grænselandbufferzone frem til 2000. Den første intifada, et palæstinensisk oprør mod israelske regler,^[77] brød ud i 1987 med voldsbølger i de besatte områder. I de følgende seks år blev flere end tusinde mennesker dræbt i den efterfølgende vold, hvoraf meget var intern palæstinensisk vold.^[78] Under Golfkrigen støttede PLO og mange palæstinensere Saddam Hussein og irakiske projektilangreb mod Israel.^[79][80]

Yitzhak Rabin og Yasser Arafat rækker hinanden hånden i overværelse af Bill Clinton ved underskrivningen af Oslo-aftalen den 3. september 1993

I 1992 blev Yitzhak Rabin statsminister efter et valg, hvor hans parti gik ind for kompromis med Israels naboer.^[81][82] Samme år underskrev Shimon Peres og Mahmoud Abbas på vegne af Israel og PLO Oslo-aftalen, der gav det palæstinensiske selvstyreområde rettighederne til selv at styre dele af Vestbredden og Gazastriben mod til gengæld at anerkende Israels ret til at eksistere og at afslutte terrorismen.^[83] I 1994 blev fredsaftalen mellem Israel og Jordan underskrevet, og dermed blev Jordan det andet arabiske land, der normaliserede sit forhold til Israel.^[84] Alles støtte til forliget aftog da Israel blev ramt af en angrebsbølge fra palæstinenserne. Attentatet på Yitzhak Rabin udført af en højreekstremistisk jøde i november 1995, da Rabin forlod en demonstration for fred, chokerede landet. I slutningen af 1990'erne trak Israel sig tilbage fra 80 % af Hebron, men har stadig direkte kontrol med de 15.000 palæstinensere, der bor i umiddelbar nærhed af Abrahams Grav. Ifølge aftalen fra januar 1997 bevares den israelske militære tilstedeværelse for at beskytte de 450 iøvrigt bevæbnede bosættere, der udgør en "jødisk enklave" i byen. De israelske soldater har delvist genåbnet den centrale palæstinensiske handelsgade, Shuhada street, der er en af aftalens mest følsomme emner, fordi den forbinder flere israelske bosættelser.^[85]

Wye-floden-aftalen, der gav større kontrol til det palæstinensiske selvstyreområde, blev underskrevet i 1997.^[86]

Ehud Barak, der blev valgt til statsminister i 1999, startede det nye årtusinde ved at trække styrker tilbage fra Sydlibanon og indledte forhandlinger med styreformanden i Det palæstinensiske selvstyrerområde, Yasser Arafat samt USA's præsident Bill Clinton under Camp David-forhandlingerne i 2000. Under forhandlingerne tilbød Barak en plan for etablering af en palæstinensisk stat, men Yasser Arafat afslog den.^[87] Efter at forhandlingerne brød sammen, begyndte palæstinenserne den anden intifada.

Ariel Sharon blev kort efter ny statsminister ved en speciel afstemning i 2001. I løbet af sin regeringstid gennemførte Sharon planen om ensidig tilbagetrækning fra Gazastriben, og han gik også i spidsen for konstruktionen af Israels Vestbreds-barriere.^[88] I januar 2006 blev Ariel Sharon ramt af et massivt slagtilfælde, der efterlod ham i koma, og regeringsmagten blev overgivet til Ehud Olmert. Hamas' og Hizbollahs kidnapning af israelske soldater samt deres bombning af bosætninger ved Israels nordlige grænse førte til en fem uger lang krig, kendt i Israel som "anden Libanon-krig". Konflikten endte med, at FN pålagde parterne våbenhvile. Israels statsoverhoved, Dan Halutz, fratrådte efter krigen.^[89]

Den 27. november, 2007 blev den israelske statsminister Ehud Olmert og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas enige om at forhandle på alle punkter og ikke sky nogen anstrengelse for at nå til enighed inden udgangen af 2008.

[redigér] Geografi

Uddybende artikel: Israels geografi.

Bakker i Judæa.

Israel ligger på østkysten af Middelhavet, og grænser til Libanon mod nord, Syrien og Jordan mod øst og Ægypten mod sydvest. Israels suveræne område uden de områder, som blev erobret af Israel under seksdageskrigen i 1967, er 20 770 km², hvoraf 2 % er vand.^[2] Arealet af det område, som er under Israels styre, dvs. inklusive Jerusalem og Golanhøjderne, er 22 000 km². ^[90] Det totale areal af områderne under israelsk kontrol, inkluderet Palæstinaområdet på Vestbredden, som er under militær kontrol og delvis selvstyret, er 27 799 km². ^[91]

Selv om landet er lille, har Israel en varieret geografi, fra Negev-ørkenen mod syd til bjergene i Galilæa, Karmelbjerget og Golanhøjderne mod nord. Omkring 70 % af befolkningen bor på kystsletterne ved Middelhavskysten. Øst for højlandene ligger Jordandalen, som er en lille del af den 6 500 km lange Great Rift Valley. Jordanfloden løber igennem Jordandalen fra Hermonbjerget gennem Hulahdalen og Genesaretsøen til Dødehavet, som er det laveste punkt på jordens overflade.^[92]

En citronsfrugthave i Galilæa

Unikt for Israel og Sinai-halvøen er makhteshimer, eller erosionscirkler.^[93] Den største makhtesh i verden er Ramon-krateret i Negev,^[94] som måler 40 gange otte kilometer.^[95]

[redigér] Klima

Israel har store temperaturforskelle, specielt om vinteren. Bjergområderne er præget af blæst og lave temperaturer, og til tider falder der også sne der. Toppen af Hermon er dækket af sne store dele af året og Jerusalem får normalt i hvert fald et snefald om året.^[96]

Kystbyerne, som Tel Aviv og Haifa, har derimod et typisk middelhavsklima med kølige, regnfulde vintre og lange, varme somre. Fra maj til september falder der kun små mængder regn.^[97][98] Israel benytter sig også af de store muligheder for solenergi og er det land i verden, som bruger mest solenergi pr. indbygger.^[99]

[redigér] Vandressourcer

Områdets stigende befolkning og ringe nedbørsmængder, der de seneste år også har været under gennemsnittet, belaster vandsressourcerne i området. Vandspejlet i landets største ferskvandsreservoir, Genesaret Sø, er faldet med flere meter og truer med i sommeren 2008 at nå det kritiske punkt på 213 meter under havets overflade, hvor søen skades økologisk ved tilsaltning og tilgroning. I de sidste 17 år har slusen, som regulerer vand til Jordanfloden været lukket, hvilket har ført til, at også vandspejlet i Det Døde Hav er faldet og stadig falder kraftigt, da Jordanfloden er dets eneste tilløb.^[100] På grund af de små vandressourcer har Israel udviklet forskellige vandbesparende teknologier, deriblandt drypvanding.^[101]

[redigér] Regering og politik

Uddybende artikel: Israels politik.

Knesset, parlamentsbygningen i Israel

Præsidentens kontor i 2007.

Israel er et demokratisk land med almindelig stemmeret og styres efter et parlamentarisk system.^[2] Israels præsident er statsoverhoved med hovedsageligt ceremonielle opgaver.^[102] Et parlamentsmedlem støttet af majoriteten i parlamentet bliver statsminister, hvilket sædvanligvis er formand for det største parti. Statsministeren er regeringschef og kabinetbestyrer.^[102]

Israels parlament, Knesset, har 120 medlemmer og har en proportional repræsentation af de forskellige politiske partier.^[103] Parlamentsvalg afholdes hvert fjerde år, men Knesset kan opløse regeringen når som helst ved et mistillidsvotum. Israel har ikke en nedskreven grundlov, men i 2003 påbegyndte Knesset skrivningen af en officiel grundlov baseret på den gældende, grundlæggende lovgivning.^[2][104]

Retssystemet har tre niveauer. Nederste niveau er magistratretterne, som findes i de fleste byer rundt omkring i landet. Næste niveau er distriktsdomstolene, som fungerer både som ankedomstole og retssagsdomstole, og de findes i fem af Israels seks distrikter. Det tredje og højeste niveau i retssystemet er højesteret, som er placeret i Jerusalem. Retten har en dobbelt rolle som både højeste appelret og overordnet retsinstans. I sidstnævnte rolle er højesteret første retsinstans, hvilket giver enkeltpersoner, både statsborgere og ikke-statsborgere, mulighed for at anlægge sag mod myndighedsinstanser.^[105][106] Israel er ikke medlem af Den internationale straffedomstol, da man frygter at politisk pres kan påvirke rettens afgørelser til ugunst for landet.^[107] Israels lovsystem kombinerer engelsk normalret, civilret og jødisk ret.^[2] Det er baseret på Stare decisis' principper (præsedens) og er et akkusatorisk system, hvor parterne bringer beviser frem for retten. Retssager bliver afgjort af profesionelle dommere snarere end af juryer.^[105] Ægteskabsindgåelse og ægteskabsbrud er de religiøse domstoles juridiske område: jødisk, muslimsk, drusisk og kristent. En komité bestående af Knessets medlemmer, højesteretsdommere og medlemmer af den israelske advokatforening forestår udvælgelse af dommere.^[108]

Israels distrikter: (1) Norddistriktet, (2) Haifa, (3) Centraldistriktet, (4) Tel Aviv, (5) Jerusalem, (6) Syddistriktet

En grundlæggende israelsk lov: "Menneskelig værdighed og frihed", specificerer menneske- og frihedsrettigheder. Israel er det eneste land i regionen, som er rangeret som "fri" af Freedom House, baseret på en vurdering af befolkningens borgerrettigheder og politiske rettigheder; de "Israel-besatte territorier" eller den "palæstinensiske autoritet" blev rangeret som "ikke fri"^[109] I pressefrihedsindexet rangeredes Israel som nummer 50 ud af 168 lande, hvad angår trykkefrihed, og dermed højest af alle lande i Mellemøsten.^[110]Grupper som Amnesty International^[111] og Human Rights Watch^[112] har dog ofte været kritik over for Israels overholdelse af menneskerettighederne. Israels civile frihed giver plads til selvkritik fra grupper som B'Tselem, en israelsk menneskeretsorganisation.^[113] Israel er en velfærdsstat, hvis sundhedssystem ifølge en lov indført i 1995 garanterer lige adgang til behandling for alle indbyggere i landet.^[114]

[redigér] Administrative distrikter

Uddybende artikler: Israels distrikter og Byer i Israel.

Staten Israel er delt ind i seks hovedadministrerende distrikter, kendt som mehozot (מחוזות; ental: mahoz) – Centraldistriktet, Haifa-distriktet, Jerusalem-distriktet, Norddistriktet, Syddistriktet og Tel Aviv-distriktet. Distrikterne er videre delt ind i femten underdistrikter kendt som nafot (נפות; ental: nafa), som selv er delt ind i 50 naturlige regioner.^[115] Til statistikformål er landet delt ind i tre metropolområder: Tel Aviv og Gush Dan (befolkning 3 150 000), Haifa (befolkning 996 000) og Beersheba (befolkning 531 600).^[116] Israels største by, både når det gælder befolkning og areal,^[117] er Jerusalem med 732 100 indbyggere på et område på 126 kvadratkilometer. Tel Aviv, Haifa, og Rishon LeZion rangeres som Israels næstmest befolkede byer, med befolkningstal på henholdsvis 384 600, 267 000 og 222 300.^[118]

[redigér] Besatte områder

Se også: Vestbredden og Gazastribens politiske status.

En vej som krydser Israels barriere på Vestbredden i Betlehem

De israelsk-besatte områder – Vestbredden, Østjerusalem og Golanhøjderne – er de områder, Israel erobrede fra Ægypten, Jordan og Syrien i løbet af seksdageskrigen. Udtrykket er også brugt for at beskrive Sinai-halvøen, som blev returneret til Ægypten som en del aftalen mellem Israel og Ægypten i 1979. Efter Israels erobring af disse områder etableredes israelske bosættelser i dem. Israel har egne civile love for Golanhøjderne og Østjerusalem, hvilket integrerer disse i landets territorium og tilbyder indbyggerne israelsk statsborgerskab. I modsætning til dette forblev Vestbredden under militær besættelse og anses bredt – af Israel, palæstinenserne og det internationale samfund – for at skulle rumme en fremtidig palæstinensisk stat. De fleste forhandlinger relateret til områderne er sket på grundlag af resolution 242 fra FN's sikkerhedsråd, som specificerer, at Israel skal trække sig tilbage fra de besatte områder mod at opnå fred med arabiske stater.^{[119][120][121]}

Befolkningen på Vestbredden består primært af arabiske palæstinensere, inkluderet historiske bosætninger i områderne og flygtninge fra Israels uafhængighedskrig.^[122] Fra besættelsen i 1967 frem til 1993 har palæstinenserne i disse områder været under israelsk militær administration. Efter en brevudveksling mellem Israels regering og statsministeren Yitzhak Rabin og Palæstinas befrielsesfronts formand Yasser Arafat, dateret 9. september 1993, kom det meste af den palæstinensiske befolkning og de palæstinensiske byer under Det palæstinensiske selvstyreområdes embedsområde, kun med delvis israelsk militærkontrol, selv om Israel ved mange anledninger har omplaceret sine tropper og genindsat fuld militær administration i ufredstider. Som svar på stadig flere angreb som en del af anden intifada startede Israels regering ko