Værktøjer
Hertugdømmet Slesvig
Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland eller Slesvig; (Synnejysk: Slasvig); (Plattysk: Sleswig); (Nordfrisisk: Slaswik eller Sleesweg), refererer til området omkring 60 km. nord og 70 km. syd for grænsen mellem Danmark og Tyskland, eller mellem Kongeåen og Kolding Å i nord og Ejderen. Hovedbyen i hertugdømmet var byen Slesvig.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Afgrænsning
Der var nogle små forskelle på Slesvig og Sønderjylland. Øerne Ærø og Femern hørte med til hertugdømmet Slesvig, men kan næppe kaldes Sønderjylland. Als hørte også til Slesvig, men blev heller ikke nødvendigvis regnet for Sønderjylland i ældre tid. Det samme gælder Helgoland.
Indtil 1864 var der nogle områder på Slesvigs vestkyst, de kongerigske enklaver samt byen Ribe selv, der tilhørte Ribe Stift og dermed kongeriget, selv om de var omsluttet af hertugdømmet. Ved freden efter krigen i 1864 foretog man en landudveksling, så de blev indlemmet i Slesvig. Til gengæld beholdt Danmark Nørre Tyrstrup Herred, der omfattede otte slesvigske sogne syd for Kolding, området omkring Ribe og øen Ærø.
[redigér] Historie
Sønderjylland var i højmiddelalderen et dansk grænseområde, der blev styret af en jarl med særlig stor magt. Den sidste jarl af Sønderjylland, Knud Lavard, antog den tyske hertugtitel for sit jarledømme. Efter 1386 blev navnet Slesvig mere og mere almindelig, opkaldt efter hovedbyen Slesvig.
Forbindelsen mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig blev til et lensforhold og en personalunion, men samtidig var Ejderen Danmarks historiske sydgrænse.
[redigér] Konflikter i 1800-tallet
Slesvig var i det 19. århundrede årsag til mange konflikter mellem Kongeriget Danmark og Preussen. I 1848 krævede de tyske liberale, at Slesvig blev optaget i det tyske forbund, og at Slesvig blev sammensluttet med Holsten til en fælles stat. De danske liberale ville derimod have Slesvig knyttet nærmere til Danmark.
Da Frederik den 7. lovede danskerne en dansk grundlov, samtidig med at tyske slesvig-holstenere krævede deres egen stat, udløstes et oprør i Kiel, der førte til borgerkrig. Denne krig, Treårskrigen, varede fra 1848 til 1850. Oprørerne led nederlag, og krigen endte med at stormagterne i Europa krævede status quo genoprettet.
I løbet af 1850'erne opstod der en forfatningskrise i Danmark, hvor det viste sig svært at holde sammen på helstatens forskellige dele. De nationale spændinger i Slesvig blev ikke mindre. Det Tyske Forbund ønskede at hjælpe deres landsmænd i Slesvig, og Preussen havde ambitioner om mere magt. Konflikten endte med den 2. Slesvigske Krig 1864. Derefter blev Slesvig en del af Preussen.
[redigér] Preussisk provins
Efter 1864 blev Slesvig i første omgang forvaltet af Preussen, mens Holsten blev forvaltet af Østrig. Efter Preussens sejr i den tysk-tyske krig i 1866 blev Slesvig indlemmet i Preussen som en del af den preussiske provins Slesvig-Holsten.
Hertugdømmet Slesvig lød Jyske Lov (der senere også forelå i nedertysk og højtysk version). Det gjaldt også efter 1864, helt indtil indtil indførelsen af Preussische Landesgesetz i 1900.
[redigér] Efter 1920
Efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig blev der afholdt en folkeafstemning i Nord- og Mellemslesvig. Ved Genforeningen i 1920 kom Nordslesvig igen under dansk styre, nu ikke som et hertugdømme, men som en integreret del af Danmark.
Den preussiske provins Slesvig-Holsten blev efter 2. Verdenskrig til en af Tysklands delstater og dermed en del af Forbundsrepublikken Tyskland. I Nordslesvig lever i dag et tysk mindretal, i Sydslesvig et dansk og et frisisk mindretal.
[redigér] Etnisk udvikling
Ud fra stednavnenes oprindelse var området nord for Egernførde Fjord, Rejde Å og Trenen oprindeligt beboet af danskere, mens området ud mod Vesterhavet var frisisk. Stabelholm, Jernved og naboområderne tæt ved Ejderen var oprindelig dækket af skov eller sump, men blev gennem middelalderen beboet af saksere.
Dansk sprog blev i den sydlige halvdel af Slesvig efterhånden fortrængt til fordel for nedertysk. Det skete dels gennem indvandring, dels fordi holstenske adelige erhvervede landområder og omdannede dem til godser. Især efter reformationen, da tysk blev kirkesprog i stedet for latin og efter indførelsen af folkeskolen omkring 1800 tog udviklingen fart. Tysk var administrationens sprog i hele Slesvig, men i den nordlige del var kirkesproget dansk, da præsterne blev uddannet ved domkapitlet i Haderslev. Sproggrænsen mellem dansk og tysk kirkesprog kom senere stort set til at falde sammen med de nationale sympatier og den senere grænse fra 1920. Den danske regering forsøgte med sprogreskripterne af 1851 at gennemtvinge dansk skolesprog i de områder, hvor landbefolkningen endnu talte dansk. Det blev i vid udstrækning opfattet som et overgreb og førte til det modsatte resultat, nemlig at mange lærte deres børn at tale tysk og valgte den slesvig-holstenske side i konflikten.
[redigér] Se også
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
- Sønderjyllands historie 1830-1864, Grænseforeningen
- Nordslesvigs historie, med kildetekster
