VærktøjerAndre sprog
|
Den Europæiske Union
Den Europæiske Union eller EU er et politisk og økonomisk samarbejde i en international overstatslig[1] union, der siden 2007 har indbefattet 27 medlemslande. EU´s oprettelse skyldes ønsket umiddelbart efter 2. verdenskrig om at undgå endnu en altødelæggende krig i Europa. EU er i dag med 494 millioner indbyggere og et kombineret bruttonationalprodukt på 12.0 billioner euro i 2007 den største økonomiske og politiske enhed i verden, [2]. På visse områder bevæger EU sig mod at ligne en føderation.[3] Tilhængere af EU har fremhævet at medlemmerne har fuld suverænitet, og at unionen ikke kan overføre kompetence fra medlemmerne til sig selv. Unionen blev etableret i 1992 med Maastricht-traktaten, og har de facto afløst det tidligere Europæiske Fællesskab (EF). Siden da er der optaget nye medlemslande, og unionens kompetencer er udvidet. Et af kerneelementerne i EU-samarbejdet er et indre marked med en fælles handelspolitik,[4] fælles politik for landbrug og fiskeri, og en regional politik der hjælper underudviklede regioner.[5] EU har envidere introduceret en fælles møntenhed, euroen, der indtil videre er indført i 15 medlemslande. Unionen fører en begrænset fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og et begrænset retsligt og politimæssigt samarbejde om kriminalitet. De vigtigste institutioner og organer i EU er Europa-Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union, Det Europæiske Råd, Den Europæiske Centralbank, EF-domstolen, Retten i Første Instans og Europa-Parlamentet.[6] Borgere i EU-landene er også EU-borgere, de vælger medlemmer til Europa-Paralamentet hvert femte år. De kan bo, arbejde, rejse og investere i andre medlemslande (med visse restriktioner for nye medlemslande). Paskontrol og toldcheck ved de fleste interne grænser blev afskaffet med Schengen-aftalen.[7]
[redigér] HistorieEU har udviklet sig fra et vesteuropæisk handelsfællesskab til det overnationale organ det er i dag. Efter 2. verdenskrig var der en politisk interesse i et øget vesteuropæisk samarbejde mellem landene, for at genopbygge Europa og forebygge en ny krig mellem Frankrig og Vesttyskland. Østeuropa var hovedsagelig under sovjetisk kontrol, og først i 1990'erne begyndte man at se central- og østeuropæiske lande som mulige EU medlemmer. I 1946 talte Winston Churchill for at man oprettede "Europas Forenede Stater," dog uden britisk deltagelse. 9. maj 1950 præsenterede den franske udenrigsminister, Robert Schuman, Jean Monnets forslag til en fælles styring af Frankrigs og Vesttysklands kul- og stålindustri. I forslaget nævntes det, at aftalen blev set som det første konkrete skridt i retning af en europæisk føderation.[8] Det anses for begyndelsen til det, der i dag er den Europæiske Union, og førte til etableringen af Kul- og Stålunionen, der omfattede Vesttyskland, Frankrig, Italien og Benelux-landene ved underskrivelsen af Paris-traktaten i 1951.[9] Den første fulde toldunion, det Europæiske Økonomiske Fælleskab (EØF) blev etableret med Rom-traktaten i 1957 og implementeret i 1958. Dette blev senere til det Europæiske Fælleskab. Der var første gang valg til EF-parlamentet i 1979. EF blev til den Europæiske Union med Maastricht-traktaten i 1992. Det nuværende juridiske grundlag er Nice-traktaten, som trådte i kraft den 1. marts, 2003. [redigér] EU's forfatningstraktatDet Europæiske Råd enedes 18. juni 2004 om et forslag til forfatningstraktat for unionen, der blandt andet indebærer at pladserne i Kommissionen kommer til at gå på skift. Forslaget skulle endeligt godkendes i samtlige medlemslande efter den metode der var fastlagt i de enkelte landes forfatning. I nogle tilfælde kunne det klares med en beslutning i parlamentet, mens der i andre lande skulle afholdes folkeafstemning. Forslaget er allerede vedtaget i en lang række lande, herunder ved folkeafstemning i Spanien, men det blev forkastet ved folkeafstemning først i Frankrig 29. maj 2005, og senere i Holland 1. juni 2005. Den danske folkeafstemning blev derefter aflyst, og ratificeringsprocessen blev sat i bero i en såkaldt tænkepause. [redigér] MedlemslandeneUnionen har udvidet sig kraftigt siden Rom-traktaten blev underskrevet af Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg i 1957. De seks grundlæggende lande bliver ofte refereret til som de seks eller kerne-Europa. 21 andre stater har sluttet sig til unionen i de følgende seks udvidelser:
Kort over EU lande og ansøgerlande (ISO 3166-1)
Bemærk at visse områder i medlemslandene ikke er en del af EU, så som Kanaløerne, Ålandsøerne, Grønland eller Færøerne. Områder der ligger langt fra det kontinentale Europa kan dog være en del af EU. Eksempelvis Azorerne og Madeira, der repræsenteres af Portugal i EU. Også franske oversøiske områder anses som en del af Frankrig, og derfor bruges euroen så langt væk fra Europa som Martinique og Fransk Guiana. [redigér] EU's vigtigste institutioner
[redigér] Kritik af EUEU-modstandere har kritiseret EU for at være et overstatligt, nyliberalt projekt. De mener at forslaget til forfatningstraktat slår dette fast i endnu større grad end før, ved at den giver mere magt til EU-parlamentet og fjerner enkeltlandenes vetoret på nye områder ved at lade en række beslutninger træffes ved flertalsafgørelser snarere end enstemmighed. Forslaget til Forfatningstraktat slår fast at fri bevægelse for personer, tjenesteydelser, varer og kapital samt etableringsfrihed, skal være en del af unionens grundlægende rettigheder. Disse rettigheder har imidlertid været en del af traktatgrundlaget siden 1958. Andre har igen kritiseret EU for at være et stort bureaukrati, som det er vanskeligt for enkeltmennesker at påvirke og skaffe sig indsigt i. Hertil siger andre bl.a. at Europa-Kommissionen er en af de offentlige serviceorganisationer som i videst mulig grad hører borgere og organisationer inden den fremsætter forslag.[Kilde mangler] [redigér] Se også[redigér] Noter
[redigér] Eksterne henvisninger med flere oplysninger
Organisationer for EU: Organisationer mod EU: [redigér] Danmarks statsminister om EUDanmarks tidligere statsminister Poul Schlüter (K) sagde ved afstemningen i 1986: Unionen er stendød, når vi stemmer ja på torsdag. Senere var han så for unionen, bl.a. i 1990´erne hvor han i 1994-2000 sad i Europa-parlamentet. Belgien | Bulgarien | Cypern | Danmark | Estland | Finland | Frankrig | Grækenland | Holland | Irland | Italien | Letland | Litauen | Luxembourg | Malta | Polen | Portugal | Rumænien | Slovakiet | Slovenien | Spanien | Storbritannien og Nordirland | Sverige | Tjekkiet | Tyskland | Ungarn | Østrig
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||