Danmarks historie (1660-1814)

Danmarks historie (1660-1814) indrammes af to begivenheder, der fik stor betydning for det senere forløb af Danmarks historie. I 1660 mistede Danmark definitivt Skånelandene i kølvandet på Svenskekrigene. Dette medvirkede samtidig til indførelsen af enevælden året efter.

Mod periodens slutning var Danmark involveret i Napoleonskrigene, der kulminerede med, at Danmark gik statsbankerot, og at Norge blev afstået til kongen af Sverige.

I den mellemliggende periode lå landet i krig med specielt Sverige om herredømmet over Skånelandene og Nordtyskland. Også medhertugerne af Slesvig-Holsten, de såkaldte gottorpere, voldte Danmark store problemer, men disse blev endelig løst på fredelig vis i 1773. Under den sindssyge kong Christian 7. blev styret overtaget af skiftende personer, inden hans søn, kronprins Frederik, satte sig tungt på magten de sidste 24 år af sin fars regeringstid.

[redigér] Enevælden

Danmark var under Karl Gustav-krigene på nippet til at blive erobret af Sverige, men slap nådigt under freden i København i 1660. Det var imidlertid et forarmet land, der således blev reddet. Både de fjendtlige og de allierede tropper havde hærget landet, og pestepidemier, årtiers forøgede skattetryk og dårlige landbrugskonjukturer havde lagt landsdele mere eller mindre øde. Staten var på fallittens rand efter at have lånt kæmpe beløb hos pengeudlånere for at finansiere krigene. Disse pengeudlånere havde til gengæld fået krongods i pant, men da det netop var krongodset, der gav staten indtægter, var det svært at skaffe midler til kreditorerne. ^[1]

[redigér] Arvekonge

I juni 1658 havde Københavns borgmestre og råd henvendt sig til kongen, Frederik 3., med ønsket om selvstyre og fritagelse for den svære troppeindkvartering. Samtidig ønskede man, at adelens godsprivilegium blev ophævet, og at København blev gjort til stabelstad for Sjælland og Møn (monopol på al handel til et område). Da svenskerne den 10. august 1658 stod udenfor byen, opfyldte kongen alle disse ønsker og gjorde samtidig København til fri rigsstad og -stand, hvilket bl.a. indebar, at told og andre afgifter, som byen blev pålagt, skulle godkendes af samme. Ligeledes fik byens borgere adgang til embeder på lige fod med adelen. Grunden til afgivelsen af disse privilegier var den vanskelige situation, at København var landets sidste bastion, og samtidig skyldte staten en million rigsdaler til københavnske storleverandører og pengeudlånere, hvorfor det københavnske borgerskab kunne øve pression mod staten.^[2]

Den 2. august 1660 indkaldte rigsrådet på kongens foranledning til et stændermøde, hvis formål det var at se på mulighederne for at redde landet. Som sædvanlig var kun adelen, gejstligheden og borgerskabet repræsenteret. Stændermødet begyndte 10. august i den store sal på Københavns Slot, hvor de tre stænder var samlet, selvom de mest skulle forhandle hver for sig. Den nye rigshofmester efter Corfitz Ulfeldt, Joachim Gersdorff, holdt en åbningstale, hvor han roste kongens mod og byens modstandsvilje under belejringen. Derpå blev de første forslag fremsat: indførsel af en konsumtionsskat, en forbrugsafgift på 8% og en stempelafgift.

Både borgerne og de gejstlige tiltrådte forslaget den 15. september på den betingelse, at alle stænder blev stillet lige; adelen skulle altså også betale. På et fællesmøde 19. september sagde adelen nej, og man var således tilbage ved udgangspunktet.

Borgmester Hans Nansen

Denne diskussion var dog allerede blevet overflødig, da borgerskabet den 15. september havde vedtaget et forslag med mere vidtgående reformer. For fremtiden skulle alle lensindtægter gå til kongen, og lensmanden skulle i stedet aflønnes med en årlig løn. Adelen og bønderne skulle betale en plovskat, og en arveafgift på 2% skulle indføres. Statskreditorene skulle nedskrive deres fordringer, så man kunne få styr på rigets finanser. Samtidig skulle en række kongelige embedsmænd afskediges. Vorneskabet og ægten, den gratis hovkørsel, skulle afløses af en pengeafgift, hvilket allerede Christian 4. havde prøvet at gennemføre. Hæren skulle bestå af frivillige soldater, der skulle aflønnes af de bønder, der ville betale sig fra at springe soldat. Flåden skulle primært bestå af armerede handelsskibe, og riget skulle først og fremmest beskyttes udefra med diplomatiske alliancer. Desuden havde man til glæde for købstæderne med i forslaget: tolden mellem landsdelene skulle ophæves, lensmandens indflydelse på valget af borgmestre og rådsmænd afskaffedes og eneret på al handel i deres område. Hver provins skulle have en repræsentant med fri adgang til kongen og rigsrådet, og der skulle holdes årlige provinsborgermøder, og intet vigtigt kunne bestemmes uden stændernes samtykke.

Forslaget blev aldrig indleveret, sikkert fordi bl.a. den københavnske delegation aldrig ville have godkendt det, da der iblandt dem var mange kreditorer, der ikke ville nedskrive deres fordringer. Desuden ville kongen nok ikke have brudt sig om den slet skjulte hentydning af, at hoffet havde for mange ansatte. Forlaget dukkede dog op igen den 20. september i en barberet udgave, hvor hof- og militærbesparelserne, opfordringen til kreditorene samt arveafgift og stænderstyre var udeladt. Men da nogle af provinskøbstæderne opretholdt det oprindelige forslag, blev dette nye forslag heller ikke indleveret.

Om adelen opfangede denne splid i borgerskabet vides ikke, men den kom selv hurtigt med et nyt skatteudspil. Nu ville den i stedet for konsumtionsskatten betale 1½ daler af sine tjenere. Borgerskabet svarede, at de ligeledes gerne ville betale de 1½ daler for deres tjenere, men så ville de heller ikke betale konsumtionsskatten. Ligheden var altså vigtigere end betalingen.

Da borgerskabets repræsentanter fornemmede, at adelen måske snart ville gå med til konsumtionsskatten, fremsatte de 20. september-forslaget, som indeholdt den for adelen helt uacceptable lensreform. Denne taktik virkede, og den 30. september tilbød adelen at betale en konsumtionsafgift. Det nye forslag indeholdt dog højere takster, end de andre stænder havde godkendt, og da regeringen samtidig som tillæg hertil havde vedtaget en stempelafgift, der ensidigt ramte borgerskabet, sagde både borgerne og de gejstlige nej. Stempelafgiften blev undgået ved, at Københavns borgmestre den 7. oktober nægtede at offentliggøre forordningen om selvsamme stempelafgift.

Arvehyldningen i 1660

Dagen efter fremsatte den københavnske borgmester, Hans Nansen, i et lukket møde for borgerskabets repræsentanter et forslag om at tilbyde Frederik 3. riget som arverige. Efter en henvendelse til gejstlighedens repræsentantskab støttede disse også op om forslaget, og sammen fremlagde de forslaget for rigshofmesteren. Forslaget skulle behandles af rigsrådet, men da det udmærket godt vidste, at det ville betyde enden på rigsrådets magt, hvis dette ikke frit kunne vælge kongens efterfølger, tøvede man med svaret. Da der stadig ikke var kommet svar den 10. oktober, gik de to andre stænder i fællesskab i demonstration til rådstuen for at kræve et svar, men rådets førstemand sagde nej med den begrundelse, at rigsrådet ikke var fuldtalligt. Derpå gik man til kongen, der erklærede, at han ville svare dagen efter. Samme aften blev Københavns byporte lukket. Ville man ud af byen, skulle man henvende sig til Hans Nansen. Der blev indført skærpet bevæbning for at forhindre, at nogen forlod byen uden tilladelse, og uden for havnen blev skibe placeret for at forhindre flugt ad søvejen.

Den 13. oktober gav rigsrådet endelig op, og samme dag nedsatte kongen et udvalg bestående af repræsentanter fra de tre stænder. Dette udvalg skulle finde ud af, hvad der skulle ske, når valgkongedømmet var afskaffet. Dette kunne man imidlertid ikke enes om. Bortset fra et forslag om annullering af håndfæstningen overlod man det til kongen at sørge for det videre forløb. Den 16. oktober blev håndfæstningen afskaffet, og to dage efter kunne Frederik 3. modtage arvehyldningen på en tribune foran Børsen. For at kunne sige at hele det danske folk havde gjort kongen til deres arveherre, havde man for syns skyld indkaldt nogle bønder fra Amager til at aflægge eden på vegne af bondestanden. ^[3]

[redigér] Enevoldskonge

Det var nu kongens opgave at ordne det fremtidige styre af landet, da arverige ikke er er lig med enevældsrige. De tre stænder indleverede deres privilegieandragender, da kongen havde lovet de tre stænder at garantere deres ret. Adelen ønskede at beholde deres privilegier i henhold til den kasserede håndfæstning, dog selvfølgelig uden retten til at vælge konge. Borgerskabets andragende lå i forlængelse af 20. september-forslaget, og samtidig ønskede de, at stænderne fik forelagt alle love og forordninger til gennemlæsning og bemærkninger "førend de til trykken forfærdigedes". Gejstligheden ønskede bare status quo. Kongen sendte andragenderne i syltekrukken, og efter at han havde indført en konsumtionsskat og en kopskat, som adelen også skulle betale, opløstes stændermødet i december.

Styret blev ordnet ved at oprette et såkaldt statskollegium, der skulle ordne alle vigtige inden- og udenrigske sager. Ligeledes oprettedes skatkammerkollegiet, kancellikollegiet, admiralitetskollegiet, krigskollegiet og i 1661 Højesteret samt i 1668 commercekollegiet til behandling af den borgerlige næring. Et kollegium og Højesteret bestod af 8–12 medlemmer med en præsident i spidsen. De skulle så behandle kongens eller deres egne forslag, hvorefter kongen skulle tage stilling til dem. For Højesterets vedkommende skulle mindst halvdelen af medlemmerne være adelige og resten kyndige borgerlige.

Da det nye statsapparat var på plads, udsendte kongen 10. januar 1661 aktstykket enevoldsarveregeringsakten, der dannede grunden for det nye enevældsstyre. Aktstykket var udformet som et forpligtelsesbrev, hvori underskriverne, alle de adelige og repræsentanter fra borgerskabet og de gejstlige, af egen fri vilje og uden kongelig tilskyndelse hyldede, svor og bekræftede Hans Kongelige Majestæt som een absolut og suveræn arve herre... Med denne underskrevne akt var Danmark ligesom andre europæiske lande blevet en enevældig stat. Nogle få ikke indflydelsesrige adelige skrev ikke under, men dette betød ikke noget, og enevælden varede de næste 187 år. Den 24. juni udstedte Frederik 3. de tre stænders privilegier. Adelen beholdte sine rettigheder over bønder og gods, men mistede alle sine politiske beføjelser. Borgerskabet fik skattelighed med adelen og adgang til embeder. Til gengæld var der intet spor af provinsborgermøder eller selvstyre til købstæderne. Kongen ville selv sørge for, at købstæderne fik råd og borgmestre. Ligeledes var Københavns privilegier fra 1658 skrumpet betydeligt ind. Der var i og for sig kun stabelretten tilbage. De gejstliges privilegier var uændrede. Året efter blev lensvæsenet ophævet, og lenene omdøbt til amter med kongeligt udnævnte og fastlønnede amtmænd i spidsen. Amtets økonomiske forvaltning blev dog varetaget af en amtsskriver, senere kaldt amtsforvalter.

Til slut stod saneringen af rigets gæld tilbage. Kreditorene var mange, men penge var der ingen af, og kongens rådgivere besluttede at nedskrive eller slippe af med gælden ved at overlade store dele af kronens gods til kreditorene. Ofte satte man prisen per tønde hartkorn så højt, at kreditorene ikke fik så meget for de penge, de havde til gode, men valget stod mellem det eller ingenting overhovedet. De største kreditorer fik dog så store godsejendomme, at de senere opnåede adelskab. Udlæggene gjorde et stort indhug i krongodset, så fra at have udgjort omkring halvdelen af jordegodset før enevælden, udgjorde det kun lidt over en fjerdedel i 1688.

Et eksemplar af Kongeloven udstillet på Frederiksborg Slot

Frederik 3. underskrev 14. november 1665 Kongeloven, der afsluttede overgangen fra adelsvælde til enevælde. Kongeloven var udarbejdet af kongens sekretær, Peder Schumacher, og bekræftede, at "kongen var det ypperste og højeste hoved her på jorden over alle menneskelige love...". Han skulle kun svare til Gud, og de eneste indskrænkninger i hans magt var, at han skulle tilhøre den evangelisk-lutherske kirke og ikke måtte formindske riget. Disse bestemmelser går igen i vores nuværende grundlov. Man ønskede også, at riget forblev udelt, og derfor indeholdt loven en del paragraffer, der præcist fastslog, hvordan man skulle forholde sig ved kongens død, hvis der ikke var en voksen søn, der kunne efterfølge ham. Netop derfor var Kongeloven ligeså meget en arvelov som en grundlov for enevælden, i øvrigt den eneste i verden. Loven blev til dels udarbejdet, fordi man ønskede at fjerne den følelse af militærkup, som mange nærede ved indførelsen af arveriget og enevælden. Selve loven blev ikke trykt og offentliggjort før 1709, sikkert fordi dens ordlyd ville have misfornøjet modstanderne af enevælden endnu mere.

Frederik 3. døde den 9. februar 1670, og hans søn Christian 5. var automatisk ny arvekonge og enevoldsherre. Ved kroningshøjtideligheden den 7. juni 1671 i Frederiksborg Slotskirke satte kongen selv kronen på hovedet, inden han blev salvet af Sjællands biskop.

Ledelsen af riget blev omorganiseret under den nye konge. Sammen med Ulrik Frederik Gyldenløve, Norges statholder siden 1664, og Frederik Ahlefeldt, Slesvig–Holstens statholder siden 1663, overtog Peder Schumacher, fra 1671 adlet som Griffenfeld, ledelsen af monarkiet. Statskollegiet blev afløst af gehejmekonseilet, der blev landets øverste myndighed. Det bestod af kongen selv og de seks øverste embedsmænd og med Griffenfeld som sekretær. Christoffer Gabel, der havde nydt Frederik 3.s gunst, mistede al indflydelse.

For at styrke sin position som enevældig konge overfor den gamle adel indførte Christian 5. i 1671 et nyt adeligt rangsystem. Personer, der besad mindst 2.500 tønder hartkorn, kunne blive greve mens de, der kun havde 1000, måtte nøjes med at blive friherre (baron). Enhver, der havde anførte ejendom og var i kongens nåde, kunne opnå disse titler uanset tidligere social position. Til titlerne var knyttet en række fordele, bl.a. udstrakt skattefrihed og retsmyndighed inden for godsets område. Disse fordele fik mange gammeladelige til at skifte til den nye rangklasse trods deres foragt for de nye borgerlige grever og baroner. De nye greve- og friherregodser var i modsætning til de gammeladelige udelelige og måtte altså hverken deles eller sælges, men skulle arves af den førstefødte søn. Var der ingen arvinger, tilfaldt godset kronen. ^[4]

[redigér] Skånske Krig

Uddybende artikel: Skånske Krig.

Christian 5. ønskede inderligt at genvinde de, af sin far, tabte landsdele tilbage. I 1673 indgik man således en forsvarstraktat med Forenede Nederlande, der året før var blevet angrebet af Frankrig, som igen var allieret med Sverige. Dette betød, at man nu skulle slutte sig til krigen, hvis en af Frankrigs forbundsfæller gik ind i krigen mod Nederlandene. Det blev imidlertid et svensk angreb på Brandenburg, som Danmark også havde søgt en alliance med, der udløste krigen. Griffenfeld, der var blevet rigskansler i 1673 og som havde skubbet både kongen og sine to medregenter til side, ønskede dog at mægle. Han frygtede, at Danmark ved at støtte Brandenburg ville komme i modsætning til Sveriges allierede, Frankrig, der var Europas stærkeste militærmagt. Men et svensk nederlag til kurfyrst Frederik Wilhelm af Brandenburg betød, at Christian 5. blev vundet over til den del af statsrådet, der ønskede en krig.

Man angreb først Gottorp Slot, hvor hertugen blev taget til fange og tvunget til at overgive tropper og fæstninger til Danmark. Man angreb derefter Svensk Forpommern, og i december blev Wismar belejret. Byen blev indtaget den 16. december og erklæret som dansk besiddelse, og flere tyske fyrstedømmer erobrede Bremen, hvor Danmark fik den vestlige del under administration. ^[5]

Griffenfeld var fortsat i forbindelse med franskmændene for at undgå en direkte modsætning til landet. Griffenfelds fjender fik dog fat i et af hans breve og bragte det til kongen, der 11. marts 1676 fængslede Griffenfeld. Han blev dømt til døden, men blev på retterstedet benådet til livsvarigt fængsel. De krigsglade kræfter i statsrådet havde nu frit spil til at påvirke kongen.

Kristianstad indtages af danske tropper

I april erobredes Gotland, og den 1. juni blev den svenske flåde slået af en forenet dansk-nederlandsk flåde ud for Øsel. Den 27. juni landsatte man tropper ved Ystad, der straks blev indtaget. To dage efter gentog scenariet sig ved Helsingborg, der straks overgav sig. Den 11. juli faldt Landskrona, og man startede en blokering af Malmø, mens hovedstyrken marcherede mod Kristianstad, der blev indtaget natten mellem 14. og 15. august. Snart var alle de gamle østdanske landsdele, Skåne, Halland og Blekinge, generobret.

Ligesom under Karl Gustav-krigene (1657–60) dukkede snaphanerne op. De havde stor tilslutning, da de fleste af almuerne i området var utilfredse med de byrder, de nye svenske herrer havde pålagt dem. Den danske hærledelse søgte, med skiftende held, at organisere størstedelen af dem i såkaldte friskyttekorps under ledelse af officerer. Svenskerne var presset, men efter en mindre sejr i Halland omorganiserede den svenske kong Karl 11. sine tropper, og den 4. december 1676 angreb han med 8.000 mand danskernes 11.000 uden for Lund. Det blev det hidtil blodigste slag i danmarkshistorien med omkring 5.000 danske og 3.000 svenske faldne. Det blev reelt et dansk nederlag, men Christian 5. proklamerede alligevel, at hans tropper havde vundet en strålende sejr. ^[6]

Som tidligere betød krigen store byrder for baglandet, der dårligt var kommet sig over krigene i 1657–60. Der kom bl.a. formueskatter, skat på ildsteder og på kvæg, korn- og flæskeydelser, samt tvangsleverancer af hø, halm, havre og heste til rytteriet. Tvangsindkvarteringer plagede både bønder og borgere og dertil kom soldaterudskrivningerne, der fik mange til at stikke af, før de militære myndigheder kunne få fat i dem.

Krigen fortsatte, og i juni 1677 stormede danske tropper Malmø, men led et nederlag. Svenskerne pønsede nu på, med flåden, dels at afskære de danske tropper i Skåne fra Sjælland, dels at komme en nederlandsk hjælpeflåde i forkøbet, inden den kunne forene sig med den danske og til slut at landsætte tropper på Sjælland. Det lykkedes imidlertid 1. juli ved søslaget i Køge Bugt en dansk flåde under kommando af Niels Juel at splitte den svenske flåde og sænke 20 af dens skibe. Denne sejr betød, at svenskerne ikke længere kunne dominere Østersøen og var formentlig afgørende for, at Danmark ikke tabte krigen. Efter en række sammenstød, bl.a. et angreb fra Norge ind i Sverige og en besættelse af Rügen, satsede man fra dansk side på at komme Kristianstad til undsætning, men dette mislykkedes, og byen og fæstningen måtte overgive sig til svenskerne 4. august 1678. Danskerne erkendte nu, at man formentlig ikke kunne fastholde Skånelandene, og man valgte at bruge den brændte jords taktik. Landsbyer og afgrøder gik således op i lys lue, da den danske hær rykkede tilbage. Dette gavnede næppe danskernes popularitet hos skåningerne. Derimod havde danske og brandenburgske tropper held til at erobre Rügen, Stralsund og Greifswald, så da man i juni 1679 indledte fredsforhandlinger, havde svenskerne udover de førnævnte byer også mistet Gotland, Bremen, Verden, Helsingborg, Landskrona og dele af Bohus len. Svenskerne og danskerne, der forhandlede i Lund, kunne dog ikke enes, og Ludvig 14. dikterede derefter fredsbetingelserne. Formelt opfordrede Christian 5. ham til det, men den reelle årsag var, at den franske konge havde sendt tropper til Tyskland og der tvunget Brandenburg til fred. Den 23. august 1679 kunne man således slutte freden i Fontainebleau mellem Danmark og Frankrig, der påtog sig at repræsentere Sverige. Danmark kunne ikke beholde noget som helst af det erobrede, og alt skulle være som før krigen. Sverige skulle godkende fredsaftalen senest 3 måneder efter indgåelsen. Selvom Sverige ikke tabte noget med den indgåede fredsaftale, fandt svenskerne det ydmygende, at den franske konge handlede på deres vegne. Den svenske regering udnyttede dette, da man 25.–26. september sluttede fred med Danmark i Lund og samtidig sluttede et forsvarsforbund med Danmark. De to lande lovede ikke at blande sig i hinandens indre anliggender og ikke at slutte forbund med andre uden den andens vidende og samtykke. ^[7]

[redigér] Det gottorpske spørgsmål

Danmark vendte nu øjnene mod Gottorp, for den franske konge havde lovet ikke at blande sig i forholdet mellem Gottorp og Danmark. I 1682 kom det endda til en alliancetraktat mellem de to lande, Griffenfelds gamle kongstanke, hvor Danmark anerkendte Frankrigs ekspansion i Tyskland, mens Frankrig gav Danmark frie hænder i forholdet til Gottorp. Trods svenske krigstrusler, der dog blev dæmpet af en fransk flådes tilstedeværelse i Østersøen, blev den gottorpske del af Slesvig i 1684 indlemmet i kongelige dele, og danske tropper besatte hele hertugdømmet. Året efter blev Christian 5. hyldet af de slesvigske stænder, der anerkendte indlemmelsen.

Christian Albrecht, hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp 1659–95

Som holstensk hertug angreb Christian 5. i 1686 Hamborg, som han mente at hævde overhøjheden over. Hamborg fik dog støtte fra den tyske kejser, Brandenburg og en række andre tyske fyrster. Angrebet på hansestaden blev en fiasko, og tilskyndet af Sverige blev det gottorpske spørgsmål taget op igen. Efter forhandlinger blev den gottorpske hertug i 1689 genindsat i alle de rettigheder, han havde haft før indlemmelsen i 1684.

Dette gjorde dog ikke en ende på Christian 5.s bestræbelser for at løse problemet, og i 1697, da man mente, at svenskerne var svækket pga. Karl 11.s død, angreb man igen de gottorpske dele af hertugdømmerne. Begrundelsen var, at gottorphertugen havde bygget fæstningsværker vendt mod Danmark. Danske tropper erobrede fæstningsværkerne og ødelagde dem. Danmarks skiftende allierede tog alle afstand fra angrebet, og den nye svenske konge, Karl 12., lod endda i 1698 sin søster ægte Frederik 4. af Gottorp og gjorde ham til øverstkommanderende over de svenske styrker i Nordtyskland.

Konflikten med Gottorp og Sverige blev skærpet yderligere, da Danmark sluttede forbund med August, konge af Polen og kurfyrste af Sachsen, og man var ligeledes i gang med at få zar Peter den Store med i alliancen. Dette fik gottorperne til at føle sig truet, og de fik i juli 1699 svenske tropper til at komme dem til undsætning. Christian 5. døde midt i denne krise, men hans søn Frederik 4. fortsatte hans politik, og i november samme år gik Rusland med i det dansk-polske forbund. Da forbundsfællen Polen-Sachsen i foråret 1700 angreb de svenske stillinger i Livland, erobrede danskerne det meste af det gottorpske Slesvig. De to stormagter, England og Frankrig, ønskede dog ikke magtbalancen i Østersøområdet forrykket, og en engelsk-hollandsk flåde viste sig i Øresund og ankrede op ved Hven, mens en svensk flåde nærmede sig fra syd. Den danske flåde forsøgte forgæves at forhindre de to flåder i at forene sig, men måtte søge ly ved Kastellet i København. Den 4. august 1700 dækkede den fjendtlige flåde over en overførsel af en svensk hær under ledelse af Karl 12. fra Skåne til Humlebæk. Da det meste af den danske hær befandt sig i Slesvig, forberedte København sig på et stormangreb. Redningen kom, da den danske konge og hertugen af de gottorpske områder satte sig til forhandlingsbordet. Stormagterne ønskede ikke, at svenskerne fik overtaget i hele området, så efter at forhandlingerne var indledt, nægtede de at støtte Karl 12., der blev trukket tilbage fra Sjælland. Den 18. august kunne man slutte freden i Traventhal, hvori den danske konge lovede at respektere hertugen af Gottorps rettigheder. ^[5]

[redigér] Det regulerede samfund

Den skånske krig blev en dyr affære for Danmark, og 1680'erne var fuld af skatter. Godsejere med under 200 tønder fæstegods blev også ramt, selvom de havde været fritaget siden 1670. Dette betød, at en del af disse godsejere måtte opgive deres ejendom, hvilket gav plads til de godsejere, som sørgede for at skaffe sig så meget bøndergods, at de kom over 200-tønder grænsen. Dette gjorde, at man fik en storgodsejerklasse, der kom til at besidde og koncentrere mere jord end den gamle danske adel nogensinde havde, og pga. af krongodsudlæggene besad de også en større andel af Danmarks jord. Skattegrundlaget for staten blev mindre, eftersom gårde og nogle gange hele landsbyer blev lagt øde, og derfor blev byrden for de tilbageblevne større. Da det heller ikke gik godt i landbruget, blev skatterestancerne større, og dette ramte de skattefrie godsejere. Forudsætningen for at få denne skattefrihed var nemlig, at man hæftede for bøndernes skatter og kunne de ikke betale, måtte godsejeren gøre det. Blandt de godsejere, der nu kom i klemme, var flere af de statskreditorer, som efter 1660 var blevet godsejere ved krongodsudlæggene. Samtidig nedsatte staten i slutningen af 1670'erne og starten af 1680'erne en revisionskommission, der fik til opgave at undersøge pengeudlånernes og storleverandørenes transkaktioner før og omkring 1660. Denne undersøgelse viste, at staten var blevet snydt, og flere af de tidligere så magtfulde statskreditorer måtte betale mange tusinde rigsdalere tilbage i erstatning, og de, som ikke var i stand til dette, fik deres gods konfiskeret.

Rytterskole i Brønshøj

Staten brugte mange penge, hvoraf militæret tog størstedelen af indtægterne. Man vendte tilbage til den kostbare hvervede hær, og et mislykket forsøg på at bruge en del af krongodset som ryttergods, hvor bonden, mod nedsættelse af sædvanlige afgifter, stillede som rytter eller forsørgede en stedfortræder, blev efter Den Skånske Krig afløst af en pengeafgift. Ligeledes blev adelens rostjeneste afløst af en pengesum. Selv efter alle disse tiltag fik man først rigtig styr på finanserne i 1690'erne.

Konsolideringen af enevælden kørte videre på trods af de økonomiske problemer. Da man ønskede et ensartet grundlag for jordbeskatning, opmålte man al jord og vurderede den ud fra gårdenes størrelse, jordens frugtbarhed og græsningsarealernes værdi. Resultat blev matriklen af 1688, der var det første gennemarbejdede grundlag for en årlig beskatning.

Frederik 3. havde i 1661 nedsat en kommission, som skulle udarbejde et lovkompleks for hele landet. Dette arbejde kom til at tage over 20 år og udmundede i Danske Lov fra 1683. Den var hovedsagelig en opsamling af de mest brugbare dele af de tidligere landskabslove. I strafferetten byggede den på mosaisk rets grundtanke, øje for øje og tand for tand. En ny ting var de hårde straffe til dem, der begik majestætsfornærmelse. Således blev alle handlinger, der "ville bringe nogen forandring i kongens absolutte arveregering", herunder anti-enevældig propaganda, anset for majestætsforbrydelser og skulle straffes med afhugning af hånd, halshugning og hjul og stejle. Danske Lov indeholdte også en trolddomsparagraf, selv om heksebrændinger, siden starten af århundredet, var faldet drastisk. Den sidste fandt således sted i 1693, efter at centralmagten havde sat en stopper for dem.

Staten forsøgte også at skaffe sig magt over lavene, og i 1681 blev alle lav således afskaffet, idet man i stedet fra centralt hold udarbejdede fælles regler for de samme håndværk over hele landet.

År 1700 kunne kongen afskaffe en international forskel ved, sammen med de fleste andre protestantiske nationer, at indføre den mere præcise gregorianske kalender i stedet for den tidligere gældende julianske kalender. For at rette op på den skævhed, den julianske kalender havde, strøg man i indførselsåret dagene mellem 18. februar og 1. marts.

Frederik 4. lavede en del ændringer efter sin tronbestigelse i 1699. Bl.a. blev bøndernes aflønning af karle og tjenestefolk i lønnesæd forbudt, da det kunne svække fæstebøndernes evne til at svare landgilde og skat. Aflønningsmetoden fandt dog sted langt ind i 1800-tallet.

I 1701 oprettedes landmilitsen, der skulle nedbringe de store udgifter til den lejehær, Danmark havde. For hver tyve tønder hartkorn skulle der stilles en karl til militsen, disse skulle så hver søndag efter kirke træne i eksercits og våbenbrug på en egnet plads bag kirken. Godsejeren, der havde magten til at bestemme hvilke karle der skulle deltage i militsen, fik her et nyt våben mod bønderne, da opsætlige karle og andre problemskabende folk kunne trues med deltagelse i militsen.

Ikke alle beslutninger var dog dårlige for bønderne. I 1702 blev vornedskabet på de østdanske øer ophævet, dog kun for drengebørn født efter tronbestigelsen i 1699. Et forsøg på at komme fattigdommen til livs med en fattiglov i 1708 virkede ikke. Ifølge loven skulle der betales en skat til præsterne, som skulle hjælpe dem som ikke kunne sørge for sig selv, men da præsterne ikke fik magtmidler til at inddrive skatterne, løb forsøget ud i sandet. Endnu et forsøg i 1730'erne lykkedes heller ikke. ^[8]

[redigér] Den Store Nordiske Krig

Uddybende artikel: Den Store Nordiske Krig.

Sverige ansås ikke kun som en nabo, som man måtte kunne forsvare sig imod; man havde også offensive planer, bl.a. for at genvinde de tabte landsdele i Sydsverige og fravriste Sverige sin stormagtsposition. I 1709 opstod en gunstig situation, da Frederik 4. på vej hjem fra en Italienstur aftalte et militærforbund, vendt mod Sverige, med kurfyrst Friedrich August 1. af Sachsen, der var blevet afsat som Polens konge i 1704 efter svenskernes erobring af landet. Kongen af Preussen lovede at forhindre svenskerne i at marchere igennem hans land, og da Frederik 4. vendte hjem til København, forsøgte han at få Rusland til at tilslutte sig forbundet. Et afgørende kapitel kom dog, da russerne, som Karl 12. havde åbnet et felttog imod i 1707, på egen hånd knuste den svenske hovedhær i Slaget ved Poltava 28. juni 1709 (8. juli efter dansk tidsregning). Efter dette lykkedes det Friedrich August at generobre Polen, og den sårede Karl 12. måtte flygte til Tyrkiet, hvor han blev de næste 5 år.

Slaget ved Helsingborg

Den danske gesandt i Stockholm meldte, at svenskerne var villige til enhver rimelig indrømmelse for at bevare freden, men danskerne ønskede i stedet at benytte den gunstige situation og erklærede krig mod Sverige. 12. november 1709 gik den danske hær i land lidt syd for Helsingborg med 15.000 mand. Svenskerne trak sig uden sværdslag tilbage mod øst og snart var størstedelen af Skåne og Blekinge på danske hænder. Den danske hær var bedre udrustet og trænet end den svenske hær, men det lykkedes den svenske generalguvernør Magnus Stenbrock at lokke danskerne ud af deres taktisk fordelagtige stillinger. De danske styrker tabte herefter slaget ved Helsingborg 10. marts 1710 og måtte i al hast forlade Skåne igen. 5.000 heste blev stukket ned for ikke at skulle falde i fjendens hænder, og på kun fem dage var alle danske soldater ude af Skåne, mens al proviant og materiel var blevet efterladt. Da det var den øvede felthær, der havde lidt nederlag og et stort tab, betød det, at landmilitsens soldater fra da af blev stukket ind rundt omkring i den regulære hær, og bondesoldaterne måtte gøre resten af krigen med. Om efteråret, 4. oktober, samme år angreb svenskerne den danske flåde ved Køge Bugt, og selv om svenskerne blev nødt til at afbryde slaget grundet stærk blæst, lykkedes det at skyde det 94 kanoner store linjeskib Dannebroge i brand, og da ilden nåede krudtkammeret, sprang skibet og den 550 store mand besætning i luften. ^[9]

Befolkningen var også hårdt ramt af krigen, da denne blev finansieret ved forhøjelse af skatten på landbrugsjord og indførelse af skat på den hidtidigt skattefrie hovedgårdsjord, samt tvangsudskrivninger på heste og havre. I 1711 ramte endnu en tragedie København i form af byldepest. Mere end 20.000 mennesker, en tredjedel af indbyggerne, døde af den orientalske byldepest, der havde bredt sig igennem Europa fra Istanbul og nået Helsingør året før. Det blev dog også den sidste pestepedemi i Danmark. ^[10]

I Nordtyskland fortsatte krigen for Danmarks vedkommende. Den nye svenske øverstkommanderende i Svensk Forpommern, Magnus Stenbock, landsatte 24. september 1712 en undsætningshær på 10.000 mand på Rügen, således at den svenske hær her kom op på 16-17.000 mand. Da vejen mod øst var spærret af en russisk-sachsisk hær, marcherede hæren imod Karl 12.'s ordrer mod vest ind i Mecklenburg og stødte 20. december sammen med en dansk hær på 12.000 mand ved Gadebusch. Den danske hær led nederlag, og de allierede russisk-sachsiske styrker rykkede nu mod vest for at komme Danmark til undsætning. Da Stenbock nu var fanget mellem to hære, besluttede han at gå direkte mod Danmark i den tro, at russerne og sachserne ville forblive i Pommern. Omkring nytår 1713 overskred Stenbocks tropper grænsen til Holsten, skarpt forfulgt af de russisk-sachsiske styrker. 9. januar brændte svenskerne Altona ned til grunden, hvorefter de kæmpede sig videre til den gottorpske fæstningsby Tønning, hvor de blev sluppet ind. En efterfølgende belejring af fæstningen fik Stenbocks tropper til at overgive sig i maj, mens selve fæstningen holdt ud indtil 7. februar året efter. Ved indtagelsen af fæstningen fik man fat på brevet fra Christian August, den gottorpske administrator, hvori han giver ordre til at lade svenskerne slippe ind i Tønning i 1713. Dette blev senere brugt som bevis på, at de gottorpske landsdele ikke har forholdt sig neutrale i krigen. Desuden betød det, at Danmark fik succes med at undertegne forbundstraktater med Hannover-England og Preussen, hvori Danmark blev garanteret besiddelse af de gottorpske dele af Slesvig mod at deltage i et fælles felttog mod Karl 12.s tropper i Stralsund. Dette felttog endte med et overvældende nederlag til de svenske tropper, og Karl 12., der med nød og næppe undslap Stralsund kort før dens kapitulation, rettede nu blikket mod Norge for at genvinde det, han havde mistet i Tyskland. Efter flere forfejlede belejringsforsøg i 1716, bl.a. på grund af Tordenskjolds angreb på den svenske transportflåde, opgav svenskerne forsøgene. Men i 1718 indledte den russiske zar Peter den Store, særforhandlinger med Sverige om en fred. Dermed fik Karl 12. ryggen fri til endnu et angreb på Norge. Den svenske hær, med Karl 12. i spidsen, gik frem mod fæstningen Fredriksten, hvor man 8. december 1718 erobrede det fremskudte fort Gyldenløve. Situationen ændredes dog helt 11. december, da Karl 12. i en løbegrav foran fæstningen blev ramt af en kugle og døde på stedet. Den svenske hær startede straks en tilbagetrækning, og i juli 1719 lykkedes det Tordenskjold at erobre Marstrand og Carlstens fæstning, som blev et pant i fredsforhandlingerne med Sverige året efter. Freden blev dikteret af England og Frankrig året efter ved freden i Frederiksborg 3. juli 1720. Danskerne skulle rømme de holstenske dele af Gottorp, men fik lov at beholde de slesvigske dele. Sverige skulle betale 600.000 rigsdalere for at få de erobrede områder tilbage, idet stormagterne ikke ville lade Danmark-Norge beholde dem. Desuden måtte svenskerne opgive den toldfrihed, de havde haft i Øresund siden freden i Brömsebro i 1645. ^[11]

[redigér] Den fredelige periode

[redigér] Stavnsbåndet

Uddybende artikler: Landboreformerne og Stavnsbåndet.

Efter krigen forsatte kongemagten med at prøve at få indflydelse på landbosamfundet. Således blev godsejerne pålagt at føre retsgyldige fæsteprotokoller, der så kunne påvise, hvad der var blevet aftalt parterne imellem. Desuden blev det forbudt at sætte landgildet op i fæstets løbetid. Dette betød, at godsejerne måtte finde andre måder at få større udbytte ud af deres jord. Det kunne bl.a. gøres ved enten at sætte indfæstningssummen i vejret eller ved at kræve mere hoveri af fæstebønderne, da mængden af dette næsten aldrig fremgik af fæstekontrakterne.

I krongodsets 12 distrikter blev der mellem 1721-27 opført omkring 250 rytterskoler til almuens børn. Kredsen omkring kongen og enkelte storgodsejere fulgte senere dette eksempel, men der manglede stadig en ensartet skolegang.

En af Christian 6.s første handlinger som ny konge var, 30. oktober 1730, at ophæve landmilitsen, en beslutning der dog var alt andet end populær hos godsejerne. Da frigørelsen fra vornedskabet også var slået igennem, betød det, at hæren og godsejerne mistede kontrollen over bondebefolkningen og begyndte at få kongen til at give dem midler til at få henholdsvis fæstebønder og soldater.

1730'erne blev imidlertid præget af en afsætningskrise i landbruget, og kornpriserne kom helt i bund. Dette betød, at mange bønder måtte gå fra deres gårde, og gårdforsiddelser som følge af, at bonden havde misligholdt sin del af fæstekontrakten, blev mere og mere almindelige. Samtidig blev godsejerne, der normalt tjente godt på kornsalget, hårdt ramt, og desuden kunne deres pligt til at garantere for deres bønders skattebetalinger bringe dem på fallittens rand, hvis for mange gårde stod øde, eller for mange bønder fik henstand med betalingen af afgifter og skatter. Godsejerne klagede også deres nød, da flere og flere bønder forlod godserne og nægtede at tage anviste gårde i fæste. Regeringen søgte i første omgang at afhjælpe dette ved, 5. marts 1731 at forbyde karle og bønder at forlade det gods, de boede på, uden ejerens tilladelse, og nægtede en karl at tage en gård i fæste, kunne godsejeren overlade ham til flåden eller et af de hvervede regimenter.

Klagerne fortsatte dog fra godsejerne over flere bønder, der lod agerbruget fare, og fra hæren over mangel på mandskab og materiel, så i 1733 blev det besluttet at genindføre landmilitsen. Nu skulle godsejerne stille med en soldat for hver 60 tønder hartkorn, hvilket svarede til ca. hver 10. eller 12. gård. Dette gav landmilitsen en størrelse på omkring 5.000 mand, og statsmagten og hærledelsen fik hvad de ønskede. Til gengæld blev stavnsbåndet indført til godsejernes fordel. Dette betød, at alle drenge og mænd mellem 18 og 36 år ikke måtte forlade deres fødegods. Dette blev udvidet til at gælde fra 14 år i 1735.

Afsætningsproblemerne for korn blev bl.a. løst ved at opsætte høje toldmure over for udenlandsk korn. Senere blev dette lavet om til et importforbud for korn til Danmark og det søndenfjeldske Norge. Dette fik priserne i vejret, men øgede den norske modstand mod unionen, og flere gange måtte der dispenseres for forbuddet pga. fejlslagen høst. Forbuddet blev først ophævet i 1788.

Trods de stigende kornpriser blev antallet af udskrevne mænd i 1741 sat op til 7.500 mand, svarende til, at der blev stillet en soldat for hver 40 tønder hartkorn. Året efter blev stavnsbåndet udvidet til at gælde alle drenge og mænd mellem 9 og 40 år. Alligevel vandrede mange bønderkarle fra landsdel til landsdel eller til byerne, da godsejerne selv skulle opspore og hjembringe dem, der rømte fra stavnsbåndet. Godsejeren kunne også tjene på de bønder, han ikke havde brug for ved at sælge dem et såkaldt fripas. ^[12]

[redigér] Økonomiske kursændringer

De dårlige tider betød, at regeringen prøvede at hjælpe byerhvervene til vækst. I Bergen anlagde man et Grønlands Kompagni, der havde kongeligt privilegium til handel med den fjerne provins, som havde levet i glemsel i over 300 år. Kompagniet gik dog hurtigt fallit, og det blev derfor den norske præst Hans Egedes missions- og handelsvirksomhed, som genetablerede forbindelsen med Grønland, da han og konen i 1721 startede 15 års missionsvirksomhed i Godthåb. Dette blev starten til den senere opblomstring af handelen med Grønland i 1700-tallet. I 1732 genoprettedes det, i 1670 lukkede, Ostindisk Kompagni som Asiatisk Kompagni, og det fik eneret på handelen med Indien og Kina indtil 1772. Vestindisk-guineisk Kompagni fik et 20-årigt monopol på raffinering og salg af sukker i Danmark-Norge, og den nyerhvervede ø Sankt Croix blev hurtigt tilplantet med sukkerrør. Arbejdskraften fik man fra slaver indkøbt fra private redere.

Et andet forsøg på at gøre sig uafhængig af landbruget var oprettelsen af General Landets Økonomi og Kommerce Kollegium, der skulle fremme den millitære fabriksproduktion og tekstilmanufakturerne. Dette gjordes bl.a. ved at indkalde udenlandske specialister og via billige råvarer, importforbud og monopoler. Ligeledes fik de mere velstående københavnske købmænd i 1736 koncession på oprettelsen af den første danske bank, Kurantbanken, der bl.a. skulle finansiere handel og industri. Staten oprettede året efter også General-Magasinet, som skulle hjælpe de mange nye tekstilmanufakturer ved at centralisere indkøb af råvarer og salg af det færdige klæde.

Christian 6. selv brugte også en del penge, da han 1732-42 opførte Christiansborg. Dog lod han ved indvielsen i 1740 slå en mønt med en latinsk indskrift, der lod vide, at kongen mente at have bekostet byggeriet af egne midler bl.a. Øresundstolden og "uden at afpresse sine undersåtter en eneste skilling". ^[13]

[redigér] Pietisme og kontrol med samfundet

Uddybende artikel: Pietisme.

Under Frederik 4. blev han og hans hof påvirket af den pietistiske vækkelsesbevægelse, der byggede på den enkeltes inderlige fromhed og gudsfrygt samt indre og ydre mission. Således blev de første lutherske missionærer sendt afsted til Trankebar, og 1714 blev Missionskollegiet, der skulle varetage evangeliets forkyndelse, oprettet. For at fremme den inderlige fromhed interesserede pietisterne sig for børneopdragelse, og dette resulterede i oprettelsen af rytterskolerne fra 1720 samt i 1727 Vajsenhuset i København, som var et hjem for forældreløse børn.

Vajsenhuset på Nytorv i København

Desuden kom en kongelig sabbatforordning i 1730, der foreskrev, at ingen måtte udeblive fra søndagsgudstjenesten, og skete dette, vankede der bøder. I tilfælde, hvor en person gentog dette, kunne han sættes i halsjern eller gabestok uden for kirken til spot og spe for resten af menigheden. Lystighed og selskabelighed på helligdage blev også forbudt under Frederik 4., men det var specielt under efterfølgeren Christian 6., at pietismen virkelig slog igennem.

I 1735 opstod under pietismens fremmarch en åndelig borgerkrig i København, og byens prædikestole genlød af skænderier mellem ortodokse præster, som satte den i det ydre korrekte tro i højsædet, mens deres pietistiske modstandere, der ønskede statsreligionen ændret, appellerede til den enkeltes inderlige kristentro. Dette bragte den enevældige kongemagt i et dilemma, da man sympatiserede med pietisternes religiøse budskaber, men på den anden side ikke ønskede, at den autoritetstro, som den ortodokse kirke stod som garant for, blev sat over styr. I 1706 havde man forbudt de private religiøse forsamlinger, som pietisterne havde afholdt, men nu forbød man også de ortodokses angreb på pietismen. Dette skete samtidig med, at man holdt øje med, at pietismen i Danmark blot blev en fornyet statsreligion, der fortsat havde præsten og kirken som autoriteter, og de mere radikale former af pietismen om et almindeligt præstedømme ikke bredte sig.

Anderledes gik det, da man 13. januar 1736 indførte konfirmationen for alle landets kristne indvånere og forlangte, at enhver skulle have læst og lært sin katekismus, inden vedkommende bekræftede sin dåb. Dette var både i pietismens og kongemagtens interesse, da det først var efter konfirmationen, at de unge fik ret til at træde ind i de voksnes samfund. Dermed blev indskærpelsen af kristendommens grundlæggende bud en betingelse for, at den enkelte kunne blive opfattet som et medlem af samfundet. Desuden medvirkede kravet om læsning af katekismussen til udbredelsen af læsefærdigheden i de lavere stænder.

Året efter kom endnu en ensretning og fornyelse af den katekismusforklaring, børnene skulle kunne, idet biskop Erik Pontoppidans Sanhed til Gudfrygtighed, udi en enfoldig Forklaring over M. Luthers liden Katekismus udkom, og det blev præsterne pålagt at bruge kun den sammen med Luthers lille Katekismus i deres undervisning af de vordende konfirmander. Pontoppidans værk var i høj grad præget af pietismen med dens vægt på den enkeltes tro, men også af statsmagtens ønske om, at autoritetstroen ikke måtte forsømmes. Børnene blev indøves i de rigtige samfundsnormer ved at indøve en række spørgsmål og Pontoppidans korrekte svar udenad.

En stor hindring for udbredelsen af den rette lære til den enkelte var den store forskel på, om børn kom i skole og fik lært at læse. Da man efter indførelsen af konfirmationen undersøgte læsefærdigheden hos børn og unge, var billedet alt andet end tilfredsstillende. Derfor kom 23. januar 1739 den store forordning om skolerne på landet, der indførte undervisningspligt for alle børn. Desværre fulgte staten ikke dette op med penge, og det blev derfor medlemmerne af landbosamfundet, der skulle betale, men da der var landbokrise, strømmede det ind med protester fra godsejerne på deres egne og bøndernes vegne. Dette betød, at året efter 29. april måtte statsmagten bide i det sure æble og ophæve forordningen igen. I de næste 50 år var det således op til den enkelte godsejer, om der skulle oprettes skoler på landet. Der blev dog oprettet over tusind skoler inden landboreformerne i slutningen af århundredet.

De pietistiske strømninger blev yderligere holdt nede, da statsmagten i 1741 forbød de religiøse forsamlingsmøder, som sognepræsten ikke havde tilladt eller kunne være til stede ved. ^[14]

[redigér] I diplomatisk krig med Sverige

I 1734 ændredes den politiske situation i Sverige sig, da det russisk-fjendtlige parti Hattene fik flertal i den svenske riksdag. Hattene ønskede en hurtig revanchekrig mod Rusland for nederlaget i Den Store Nordiske Krig, og for at holde ryggen fri blev Danmark tilbudt en femtenårig dansk-svensk forsvarsalliance, hvori Sverige til gengæld garanterede den danske konges besiddelse af Slesvig. Danmark slog til, ikke mindst i håbet om, at den svenske trone ved den nært forestående tronledighed kunne tilfalde Christian 6. eller et medlem af hans slægt.

Efter Den Store Nordiske Krig havde England og Frankrig stået sammen om at garantere Danmarks besiddelse af Slesvig, men forholdet de to lande imellem havde udviklet sig i en ny retning, og i perioden 1720–40 var England Danmarks nærmeste udenrigspolitiske allierede, men da Frankrig og England endte på hver sin side under den østrigske arvefølgekrig (1740–48), benyttede Danmark situationen til at slutte sig til Europas stærkeste magt, Frankrig, der samtidig tilbød større årlige subsidier, end dem man havde modtaget fra England siden 1743. Kongen havde allerede i 1740 accepteret et alliancetilbud fra Frankrig, men satte først officielt sit navn på aftalen, da en treårig engelsk alliancetraktat udløb 14. marts 1742. Frankrig fornyede på deres side garantien omkring den gottorpske del af Slesvig, men for Danmark var den store fordel, at der var tale om en dansk-fransk-svensk alliance, da Danmark herigennem kunne forsøge at opnå en afspænding til naboen.

I 1743 blev visse militskompagnier igen indsat i de hvervede kompagnier, da det nu trak op til en krig mod Sverige. Baggrunden var denne gang kampen om arvefølgen i Sverige. Sverige havde i 1741 indledt den revanchekamp mod Rusland, Hattene havde ønsket i 1740 og krigen var endt med Ruslands besættelse af Finland. Som betingelse for at trække sig tilbage forlangte Ruslands kejserinde Elisabeth, at Sverige valgte hendes nevøs fars fætter, den gottorpske Adolf Frederik, til tronfølger. Svenske bønder ønskede hellere en nordisk union, og med danske pengemidler i ryggen udpegede deres riksdagsrepræsentanter den danske kronprins Frederik til tronfølger. For at sætte magt bag bøndernes krav drog omkring 5.000 dalkarle ind i Stockholm. De øvrige stænder ville imidlertid ikke miste Finland og fik med militærets hjælp nedkæmpet dalkarlene og gennemtrumfet valget af Adolf Frederik. Danmark prøvede at få et tåleligt forhold til Rusland som modvægt til truslen fra Sverige. Dette blev dog besværliggjort, da allerede Peter den Store havde valgt at støtte den gottorpske hertugs krav om genindsættelse på hans slesvigske områder. Faren for en svensk-russisk alliance blev endda større i 1742, da Elisabeth af Rusland hidkaldte sin nevø, den gottorpske hertug Carl Peter Ulrich, til Rusland for at gøre ham til sin efterfølger. Med gottorpske hertuger på både den svenske og russiske trone udslettedes ethvert håb om en snarlig løsning på det gottorpske problem. Danmarks redning blev Hattene i Sverige, der havde stor magt i Sverige og stadig ønskede en krig mod Rusland. Så Danmark og Rusland kunne i 1746 indgå en femtenårig forbundstraktat, hvori de to lande garanterede hinandens territorium, og Rusland erklærede, at de ikke ville tillade en svensk konge at blive hertug i gottorpsk Holsten.

Samme år indgik Danmark en traktat med en helt anden magt, da man indgik en traktat med barbareskstaten Algier. Dette skete, da Danmark ønskede at udvide sin handel i Middelhavet. Havde man ikke en sådan aftale, kunne skibe blive opbragt og mandskabet gjort til slaver. Før havde staten oftest løskøbt mandskabet via midler indbragt i kirkeindsamlinger og skat på sømændenes lønninger. 1751 og 1752 indgik man lignende traktater med henholdsvis Tunis og Tripoli, og i 1756 kunne man få en samlet traktat med staternes formelle overherre, sultanen i Istanbul.

I 1750 bar Danmarks traktat med Frankrig frugt, da det lykkedes at få den svenske konge Adolf Frederik til at give afkald på sine arverettigheder til de gottorpske dele af Slesvig og Holsten. Desuden lovede han, at såfremt arverettigheden tilfaldt ham eller hans slægt, skulle de i stedet for gå til Danmark, mens de danske kongers arvelande Oldenborg og Delmenhorst så skulle tilgå gottorperne. Aftalen kom dog kun endelig i hus, da Hattene tvang regenten til at indgå den, idet de ønskede en fortsættelse af den dansk-svenske forsvarsalliance fra 1734. ^[15]

[redigér] Den oplyste enevælde

Uddybende artikel: Oplysningstiden.

I midten af 1700-tallet forsøgte kongemagten at gøre sig mere uafhængig af den danske adel ved at benytte borgerlige og udenlandske, adelige embedsmænd. Det største problem ved at gøre dette var dog, at det som regel kun var på længere udenlandsrejser, man kunne få den undervisning i jura og statslære, der var nødvendig for at bestride hvervene, og at det kun var adelige, der havde råd til disse rejser. For at afhjælpe dette oprettede man i 1736 den juridiske embedseksamen ved Københavns Universitet. I 1743 blev det endvidere bestemt, at man skulle have modtaget undervisning på Københavns Universitet i en årrække for at studere i udlandet. Dette blev gjort for at undgå, at de unge studerende blev påvirket af bl.a. de mere radikale pietistiske tanker i Tyskland. I 1747 blev Det adelige Sorø Akademi, der var blevet nedlagt i 1665, genoprettet, hvilket betød, at det blev muligt for adelens sønner at studere statsretsfagene på højere niveau i Danmark uden at skulle tage til Københavns Universitet.

Forsiden af den første udgave af Kjøbenhavnske Danske Post-Tidender fra 1749

Udover frygten for udenlandsk indflydelse opstod der en ny optagethed af dansk sprog, kultur og historie inden for de højere lag, der som regel var fransk- og tysk-dannede og -talende. Man ønskede, at Danmark blev et selvstændigt kulturland, der kunne tilfredsstille de unges behov for en uddannelse på europæisk niveau. Man igangsatte en sprogrensning, hvor man fandt danske ord til erstatning for de udenlandske ord, der havde sneget sig ind i det danske sprog. Ludvig Holberg gik således med stor iver i gang med at tilrette de nye udgaver af sine bøger og erstatte fremmedord med danske gloser. Da man i 1742 dannede Det kongelige danske Videnskabernes Selskab, udsendte det kun sine skrifter på dansk. 1745 oprettedes Det kongelige Danske Selskab til den nordiske Histories og Sprogs Forbedring, der samme år begyndte udgivelsen af skriftrækken Danske Magazin med offentliggørelser af kildeskrifter fra Danmarks historie. 3. januar 1749 kom første nummer af Kjøbenhavnse Danske Post-Tidender, det senere Berlingske Tidende, på gaden. Det tog lidt længere tid, før de nye kulturmedier kom ud til provinsen. Der var dog givet kongeligt privilegium til et bogtrykkeri i Odense, Danmarks næststørste by, i 1729, og i 1735 begyndte landets første provinsavis at udkomme i byen. Først i 1766 kom endnu en provinsavis til, da man i Aalborg fik de Nyttige og fornøjelige Jydske Efterretninger.

Også inden for kunsten ønskede man, at Danmark skulle hævde sig, og i 1754 oprettede man Det kongelige danske Maler og Skulptur Akademi, i dag Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor unge danske talenter kunne få deres grunduddannelse. Specielt de første årgange blev betænkt med penge, så de ved afslutningen af deres uddannelse kunne foretage studierejser til bl.a. Paris og Rom. Således blev Danmark i løbet af omkring 15 år selvforsynende med fremragende malere og billedhuggere. I 1769 begyndte man på kunstakademiet at udbyde undervisning til byens håndværkere for at påvirke byggeriet i en mere smagfuld retning, og dermed lagde man grunden til den senere arkitektuddannelse.

Ludvig Holberg var beundret, men havde også stået meget alene som repræsentant for oplysningstankerne, men i hans sidste år opstod der en kreds af oplysningsvenner blandt tidens unge studerende. En af disse var Jens Schielderup Sneedorff, der var blevet professor i jura og politik ved Sorø Akademi. Gennem undervisning samt udgivelse af skrifter satte han sit præg på en ny generation af embedsmænd og var i 1759 en af initiativtagerne til oprettelsen af Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, der ønskede at fremme udgivelsen af ny dansk skønlitteratur. I perioden 1761-63 udgav han tidsskriftet Den patriotiske Tilskuer, hvor han to gange ugentligt diskuterede moralske, økonomiske og sociale problemer. Sneedorff var på ingen måde en oprører mod det bestående samfund, men han var dog fortaler for det borgerlige menneskesyn, som understregede, at alle samfundets indbyggere var ligeværdige, og at enhver fra sin plads i samfundet kunne bidrage til fremdrift for hele samfundet gennem oplysning og stræbsomhed. ^[16]

[redigér] De første landboreformer

Uddybende artikel: Landboreformerne.

[redigér] A.G. Moltke overtager styret

I 1746 døde Christian 6., og han blev efterfulgt af sin søn Frederik 5.. Denne havde imidlertid hverken lyst eller evner til at regere landet. I stedet blev det Frederiks kammerpage og opdrager, A.G. Moltke, der efter tronskiftet kom til at styre landet. Efter tronskiftet blev han overhofmarskal, og via denne normalt ikke særlig indflydelsesrige post lykkedes det ham at blive Danmarks faktiske førsteminister resten af Frederik 5.s regeringstid. Moltke tog god betaling for sine tjenester, og dette betød, at han efterhånden blev en af landets største godsejere, men han var samtidig optaget af, hvad der kunne gøres for at fremme landets økonomi.

Moltke fremlagde efter magtskiftet en plan, hvori han rådede styret at fremme landbruget, og at der blev nedsat en landbrugskommission. Han fremhævede især, at Danmark kunne lære noget af det moderne kobbelbrug i Holsten, som han selv indførte på sine sjællandske godser. Kobbelbruget indebar en omlægning af jorden til mellem 9 og 11 indhegnede marker, hvoraf nogle blev sået til med nye foderafgrøder, som f.eks. kløver. Det lod sig bedst gennemføre på hovedgårdsjorden, der dog krævede en større indsats for hoveribønderne end ellers. Fordelene ved denne metode var bl.a., at kløveret bandt kvælstoffet i jorden, som derfor ikke krævede så meget kvæggødning. Samtidig betød det øgede antal foderafgrøder, at der kunne holdes mere kvæg, og derved produceres mere gødning, som jorderne havde brug for, så man derfor ikke behøvede at lægge så meget jord brak. Man ville dog i første omgang have bedre information om landbruget, inden man gik i gang, og man indkaldte derfor oplysninger fra alle amtmændene. Der var tilsyneladende nok at rette op på, men dette blev vanskeliggjort af voldsomme epidemier af lungetuberkulose og mund- og klovsyge, der hærgede blandt de mindre velnærede og ikke særlig modstandsdygtige danske kvægbesætninger, som talte omkring en halv million kreaturer. Inden nytåret 1746 døde ca. 150.000 dyr, og da sygdommen ebbede ud i 1752, anslog man det samlede tab til mellem tre og fire hundrede tusinde dyr.

Frederik 5.

[redigér] Borgere spørges til råds

I 1755 indbød det enevældige styre alle "retskafne patrioter" til at indsende forslag, der kunne gavne landets økonomi, og indbydelsen var undertegnet af Moltke selv, som lovede, at de bedste forslag ville blive offentliggjort. Reaktionerne var overvejende positive, og 1757-64 kunne man udsende 8 tykke bind af Danmark og Norges oeconomiske Magazin med de mange bidrag, der vedrørte alt fra øget biavl til gennemgribende reformer af landbolovgivningen. Mange mente, at bøndernes hoveriarbejde og naturalieafgifter burde afløses af pengeafgifter. Enkelte mente, at afvikling af fæstesystemet ville være gavnligt, da bønderne så ville blive selvejere. Landsbyfælleskabet og det gamle vangesystem blev af mange set som en hindring for fremskridt, og det blev foreslået, at man udskiftede landsbyens jorder, så hver gård fik samlet sit jordliggende, og gårdene blev flyttet ud på bondens jord. Godsejerne og bønderne ventede dog på, at nogle skulle gå i front og vise, at disse ændringer kunne hænge sammen rent økonomisk. De første udskiftninger og udflytninger skete i Slesvig i 1750'erne og 1760'erne, og i selve Danmark fulgte man med interesse disse eksperimenter.

[redigér] Landeværnskommissionen

1757 nedsatte man endelig den landevæsenkommission, som Moltke havde foreslået i 1746, og da han selv tog sæde i den, havde folk store forventninger til resultaterne. Disse forventninger blev dog ikke indfriet, da kommissionen i 1758-60 kun udgav tre love, der nøjedes med at lette udskiftningen af arealer, der var ejet af flere godser i fællesskab. Dog besluttede kongefamilien og ledende embedsmænd at gennemføre nogle af de mange forslag på landboreformer på deres egne godser. Enkedronning Sophie Magdalenes gods i Hørsholm blev således det første. Bønderne fik såkaldt arvefæste, hvilket betød, at de fik samme råderet over deres gård, som hvis de havde været selvejere. Fremover skulle de bare betale en årlig pengeafgift i stedet for at yde landgilde, hoveri og tiende. De kunne endda lade gården gå i arv eller sælge den. Desuden begyndte man i 1763-65 for at styrke landets finanser at sælge ud af krongodset. I tråd med tankerne om, at selveje var vejen frem i landbruget, blev landsbyjorderne på Fyn og i Jylland overvejende solgt til bønder. Også skovbruget blev lagt om. I årevis havde skovene været på tilbagetog på grund af græssende kvæg, fremmede hæres fjernelse af hele skove og den hjemlige flåde og det kongelige byggeris umættelige behov for træ til skibe, brænding af teglsten og opvarmning af de store residensslotte. Værst så det ud i Jylland, hvor halvdelen af landet var dækket af hede og ødelagt skov. I Nordjylland og Nordsjælland var skovene også væk og markerne truet af ukontrollabel sandflugt, da bønderne i deres jagt på brændsel havde fjernet den marehalm samt græs- og lyngtørv, der ellers bandt sandet til kystegnene. Der stod dog stadig skove i Østjylland samt på Fyn og Sjælland, som ejerne værnede om, for både kongefamilien og højadelens kæreste fritidsfornøjelse var jagt. I Danmark havde man aldrig haft gran og lærk, og i mange områder havde der ikke været fyrretræer siden oldtiden. Men alle disse nåletræsarter blev nu indført af den tyske skovekspert Johann Georg von Langen, som var blevet hidkaldt for at genoprette de nordsjællandske skove. Man fandt senere ud af, at nåletræer kunne trives på jord, hvor andre træer måtte give op. I 1788 blev den første jyske fyrreplantage anlagt på Alheden, og i 1792 kom en lov, der tilstræbte at bekæmpe sandflugten gennem beplantning. Året efter blev Tisvilde Hegn påbegyndt med plantning af skovfyr for at redde det nordsjællandske landbrugsland. Dette lykkedes dog ikke altid i første omgang, da en tilsvarende beplantning i de jyske klitområder mislykkedes, og f.eks. blev Skagens gamle kirke i 1795 så tilsandet, at den måtte opgives.

[redigér] Reorganisation af hæren

I starten af 1760'erne blev styret opmærksom på, at hæren trængte til en reorganisation. Man ønskede en stor og mere professionel hær, der samtidig var billigere end de hvervede udenlandske regimenter. Forbilledet blev Preussen, og man hidkaldte militæreksperten Claude Louis de Saint-Germain. Denne ønskede en centraliseret militærledelse med militærfolk i spidsen, reduktion i det store antal officerer og indfødte soldater som kernen i hæren. Man gennemførte derfor en stærkt forøget udskrivning til militsen og en udvidelse af stavnsbåndet til at gælde fra 4 til 40 år. Krigskancelliet blev omdannet til et generalkrigsdirektorium med militærfolk i spidsen. Denne omorganisation blev dog nærmest neutraliseret efter modstand fra officerskorpset og de civile ledere som Moltke og J.H.E. Bernstorff. Udvidelsen af stavnsbåndet stod ved magt. I de følgende år udskrev generalitetet et stigende antal karle og husmænd til egentlig tjeneste ved de hvervede regimenter.

Holdningen i regeringskredse skiftede i 1760'erne fra en velvillig indstilling til landbrugstekniske forbedringer til en betragtelse af bondebrugets overgang til frihed og ejendom, som nøglen til afgørende fremskridt. J.H.E. Bernstorff gennemførte som den første en mere varig model for de danske landboreformer, da han solgte gårdene under godset Bernstorff i landsbyerne Gentofte, Ordrup og Vangede til fæstebønderne. Hoveriet blev afløst af en pengeafgift, landsbyjorderne udskiftet og gårdene udflyttet. Fremover skulle husmændene ernære sig udelukkende som landarbejdere eller håndværkere, og der blev lagt vægt på, at de ved udskiftningen kun fik tildelt så meget jord, at de kunne have en lille have og græsning nok til en ko. Folkene bag reformerne havde en tro på, at den øgede arbejdskraft, afløsningen af hoveriarbejdet gav, samt den forbedrede landbrugsdrift på bøndergårdene ville betyde, at der var arbejde nok til at forsørge flere husmænd uden jord. Modellen var imidlertid ikke uden problemer.

• Havde bønderne f.eks. rÃ¥d til her og nu at købe deres gÃ¥rd? Enten krævede det bedre lÃ¥nemuligheder eller en sÃ¥ velhavende godsejer, at han kunne lade en stor del af købesummen henstÃ¥ som prioritet i de nye bondegÃ¥rde.
• Hvilke bønder skulle have retten til at købe de velgødede jorde tæt pÃ¥ den gamle landsby?
• Hvem skulle bekoste den dyre udflytningen af gÃ¥rdene fra landsbyen? Hvis man bevarede fæstesystemet, ville det være godsejeren, da han jo sÃ¥ var ejeren af gÃ¥rdene, men mange godsejere havde hverken rÃ¥d eller lyst til dette. Ved selveje skulle bonden selv bekoste et nyt hus og avlsbygninger, men dette gjorde overgangen til selveje til en hasarderet handel for bonden.

Det sidste spørgsmål blev virkelighed, da mange af de bønder, der i begyndelsen af 1760'erne havde købt krongods, ikke kunne afdrage de store rester af købesummen, som staten havde ladet stå som prioritet i gårdene. Derfor ændrede man i slutningen 1760'erne og 1770'erne strategi, og ved det fortsatte salg af krongods udbød man i stedet nøgleklare hovedgårde med tilhørende fæstegods. Denne kursændring kom tusinder af fæstebønder på Falster og i Sydsjælland til at betale dyrt for. De nye ejere skulle i en fart have godset til at forrente sig, og udvejen var tit en betragtelig forøgelse af hoveriet, og dette tilmed for en gruppe bønder, hvis hovbyrde ikke tidligere havde været ret stor. ^[17]

[redigér] Det gottorpske spørgsmål kommer igen

Da Den Preussiske Syvårskrig udbrød i 1756 mellem Preussen på den ene side og Østrig, Rusland og Frankrig på den anden, fik Danmark stor fordel af sine kolonier og aftale med barbareskerne. Mens de store lande lå i krig med hinanden, kunne Danmark, der erklærede sig neutralt, holde handelen i gang.

På trods af neutraliteten bevarede Danmark sin alliancetraktat med Frankrig, og denne blev endda udvidet to år senere, hvor Danmark i en forbundstraktat lovede at postere 24.000 mand i Holsten samt ikke at yde Preussen og dens støtte England nogen form for hjælp i krigen. Til gengæld ville franskmændene lægge pres på deres russiske allierede for at få Carl Peter Ulrichs anerkendelse af inkorporationen i 1721. Franskmændene lovede også efter krigen med Preussen at arbejde for et mageskifte mellem Danmark og den russiske tronfølger, idet Danmark var villige til at overlade Oldenborg og Delmenhorst til Peter, hvis han opgav sit krav på det gottorpske Holsten. Dette ønske kom efter, at man var blevet bekendt med storfyrst Peter Ulrichs planer om at genvinde sin gottorpske slægts rettigheder i de danske hertugdømmer. Da den danske regering var desperat for at finde en løsning på problemet, stillede J.H.E. Bernstorff i midten af 1750 Rusland et ultimatum. Hvis Rusland gik med til mageskiftet og ankerkendte inkorporationen af 1721, ville Danmark gå ind i krigen mod Preussen på Ruslands side. Hvis Rusland afslog, ville Danmark føle sig tvunget til at gå ind i krigen på Preussens side. Elisabeth af Rusland afviste blankt det danske ultimatum, men da det kom til stykket turde regeringen ikke at gøre alvor af truslen. Episoden stillede ikke storfyrsten mildere over for danskerne. Da Elisabeth døde i 1762, tog problemet netop den drejning, man havde frygtet. Carl Peter Ulrich var nu blevet zar under navnet Peter 3., og han indstillede krigen mod Preussen og omrokerede i stedet hæren til et felttog for at tilbageerobre de gottorpske dele af Slesvig. England og Sverige erklærede sig neutrale, Frankrig kunne ikke afstå tropper til hjælp, og Østrig og Preussen var glade for, at krigen mod dem var stoppet, og støttede zaren. Danmark havde dermed ingen andre muligheder end at tage kampen op. En dansk hær på 27.000 blev således udrustet og i juni opstillet i Mecklenburg. Overfor dem stod 300 km mod øst en russisk styrke på 40.000 mand, der rykkede frem mod danskerne. Men midt i fremrykningen standsede russerne uventet op og indledte i stedet for et tilbagetog. Forklaringen var, at Peter 3. var blevet afsat af sin kone Katharina 2. af Rusland, der samtidig havde overtaget magten, og hun havde i årene forinden intrigeret med danskerne mod sin mand. Dog var problemet ikke løst, da hendes otteårige søn Paul stadig var gottorpsk hertug, og Katharina varetog i denne forbindelse hans interesser. Katharina ville dog ikke fortsætte den aggressive linje, og de to lande fik et mere tåleligt forhold. Da den dansk-franske alliance, der havde været nytteløs i 1762, udløb to år senere, ønskede ingen af parterne den således fornyet, og Danmark satsede i stedet for på direkte forhandlinger med Rusland og så Rusland som en god partner i kampen for at holde Sverige stangen.

Året efter i 1765 gik det hele op i en større sammenhæng for Danmark. Sverige havde planer om at generobre det sydøstlige Finland, som de havde måtte afstå til Rusland. Katharina ønskede derfor, som en modvægt til Sverige, at støtte Danmark. Desuden var Katharina opsat på at danne en nordeuropæisk alliance mellem Rusland, England, Preussen, Sverige og Danmark over for den fransk-østrigsk-spanske magtblok. Som et resultat indgik man et dansk-russisk forsvarsforbund, hvor Rusland lovede Danmark en løsning på det gottorpske problem, og Danmark lovede til gengæld at medvirke til at dæmme op for Sveriges aggressive udenrigspolitik. ^[18]

[redigér] Christian 7.

Det var indledningen på en turbulent periode, da Christian 7. efterfulgte sin far på tronen i 1766. Man mener, han led af skizofreni, og med årene satte sygdommen ham ud af spillet som regent. Sammen med den prostituerede Anna Cathrine Benthagen - "Støvlet-Cathrine" - turede den unge konge rundt på byens værtshuse og bordeller. Kongen og hans soldekammerater var altid parat til slagsmål, selv med ordensmagten. Statsrådet greb ind og fik gennemtvunget, at "Støvlet-Cathrine" blev deporteret til Wandsbeck i Holsten, hvorfor hun modtog en årlig ydelse på 400 rigsdaler.

Christian 7.

Fra starten af den ny konges regeringsperiode skete der en del ministerafskedigelser, og de nye ministre sad ganske kort tid, så man fornemmede hurtigt, at kongen havde i sinde at regere, og han var til fals for intriger. Afskedigelserne gjorde det dog også svært at finde et egentligt program for kongens regering, da dette blev bestemt af den minister, der for tiden havde kongens gunst. Dog var de fire excellencer fra faderens tid: J.H.E. Bernstorff, Otto Thott, A.G. Moltke og